Vi kender af gode grunde ikke de overvejelser der ligger til grund for beslutningen, men ved, at man fra ledelsens side ønsker at være visuel på en anden måde end hidtil.
Det synes som om, at der i diverse ledelser på dagbladsområdet er gået sport i at ville nedlægge fotoafdelinger. Det er desværre en sport hvor ingen vinder, men hvor det synes som om man bare gerne vil være med i klubben sammen med alle de andre, der heller ikke vinder.
For hvad sker der typisk når hele fotoafdelinger nedlægges? Journalister erstatter deres visuelle kollegaer. Billederne mister kvalitet, fordi de ender som registreringer uden at journalisten har arbejde ordentligt med indholdet i det enkelte billede. Vi ved alle, at det at tage et billede i sig selv er ganske enkelt. Tryk på en knap og så har vi et billede i kassen. Til gengæld glemmer man i processen frem mod afskedigelsen af fotografer at have in mente, at fotojournalister faktisk tilfører det skrevne produkt et ekstra lag med deres billeder. At billederne vi skaber gennem vores viden om gyldne snit, perspektiv mm, er fortællinger og ikke blot registreringer. Det er visuel journalistik og der er en ganske god rund til, at man bruger lige så lang tid på at uddanne sig som fotojournalist som journalister bruger på deres uddannelse.
Når Sjællandske Medier afskediger alle deres fotografer, taber produktet sin visuelle kvalitet. Journalisterne taber, når de ikke længere kan fordybe sig i en opgave, men også lige skal huske at få taget det famøse billede.
Når produktet forringes, taber man som læser og abonnent. Og når et produkt forringes, vil der givetvis sidde annoncører, som også må føle sig en smule snydt på kvaliteten.
I Pressefotografforbundet er vi utrolig kede af det på vores nu afskedigede kollegers vegne, men vi er mindst lige så kede af det på hele fagets vegne.

