ÅP ændringer trækkes tilbage

Publiceret 09-06-2026

Pressefotografforbundets bestyrelse har lyttet til kritikken og annullerer forslåede ændringer for Årets Pressefoto konkurrence.

Foto: Michael Bager

Af Joachim Adrian

“Vi pudser arvesølvet af”, skrev vi i en nyhed for ca en måned siden.

Vi har i Pressefotografforbundets Bestyrelse i længere tid arbejdet på en fornyelse af kategorier og regler til Årets Pressefoto. En evig proces, hvor konkurrencen aldrig må sande til, men naturligvis hele tiden udvikle sig med faget. En proces, der dog ikke er nem, da holdingerne - selv i bestyrelsen - er både forskellige og dybtfølte.

Et foreløbigt skridt på vejen var dog, at vi for en måned siden annoncerede to forandringer. Det ene forslag var, at nyhedskategorierne udelukkende blev til enkeltbilleder og reportagekategorierne udelukkende blev til serier. Et tiltag der skulle styrke enkeltbilledernes chance i konkurrencen, da de i dommerlokalet ofte taber til serierne, når de kæmper i samme kategori.

Men som beskrevet er ÅP arvesølvet i vores forbund, og i respekt for dette og den store betydning konkurrencen har for både vores medlemmer og fag i det hele taget, er det også med stor opmærksomhed, at vi har modtaget kritik og også lyttet til den.

Kritikken gik bl.a på, at det samlede antal billeder og serier i de to tunge kategorier - nyhed og reportage - med denne ændring ville gå betydeligt ned.

Denne kritik har vi lyttet til og tilføjer i stedet en ekstra kategori. Nyhedsserier fra hele verden. Således vil nyhedsbilleder som noget nyt blive bedømt i tre kategorier nu. Nyhedsbillede indland, nyhedsbillede udland, Nyhedsserier (hele verden, altså både indland og udland)

Det betyder, at vi fastholder adskillelsen af serier og enkeltbilleder i både nyhed og reportage, men altså tilføjer en ekstra kategori. Samlet vil nyhed og reportage således få en større plads i konkurrencen end hidtil. Et fokus der dog flugter helt fint med konkurrencens hovedformål, og et vigtigt signal at sende i en tid, hvor prioriteringen og arbejdsvilkårene for disse historier er under pres, men nødvendigheden af dem det modsatte. Der skal ÅP selvfølgelig være et fyrtårn, der aldrig giver op i missionen om at fortælle nødvendige og troværdige historier fra verden af i dag.

Og netop også med argumentet om troværdighed er det andet forslag om at forandre “Åben Klasse” til en ny kategori “Frit Format” - med friere redigeringsregler - blevet stærkt kritiseret. Målet med forandringen var aldrig at sætte troværdigheden over styr, men at give plads til de velfortalte historier, der hvert år må afvises, fordi man evt har sat to billeder sammen, arbejdet med tekst i billeder eller i det hele taget benyttet redigering som et element til at fortælle sin historie. Men det rykker ved den grundlæggende nultolerance overfor AI, og  kritikken er helt berettiget, og den var også internt i bestyrelsen til heftig debat. I en tid, hvor troværdighed er vores absolutte adelsmærke, som ikke må betvivles, og hvor AI og fake news forandre vores verden hurtigere end denne artikel når at blive skrevet, er det et uheldigt signal at sende, og en farlig sti at gå ned af. Besøgende på Årets Pressefoto må aldrig blive i tvivl om troværdigheden. Vi har lyttet til kritikken og dropper ændringen, således at åben klasse forbliver uforandret.

Evalueringen af vores forandringsproces viser, at forandringer af denne karakter ikke kan ske i bestyrelseslokalet alene. Vi mødes til generalforsamling og PF konference i november og her vil vi sammen tage debatten om, hvordan vi udvikler ÅP.

Regler og kategorier som vil gælde for konkurrencen i år vil snarest være opdateret på hjemmesiden.