Nikon nyheder
Direkte fra RAW til web i den nye D300S samt ny 70 -200 mm /2,8.
Nikon har i dag introduceret nyheder på pressemøder over hele verden.
Mest interessant for professionelle fotografer er sandsynligvis den nye 70 - 200 mm/ 2,8 der kommer til November dette år. Den afløser den bedagede model og så skulle den famøse vignettering være historie. Ikke blot er den nye model mindre og med flere elementer i ED glas, hele 7, den bliver også billigere end den nuværende med en butikspris omkring 19.500 inkl moms.
Med i nyhederne er også en ny Nikon D300S der ikke blot er en opgradering af D300, der er kommet helt nye funktioner til. Video, selvfølgelig, i 1280 x 720. Men nyt er det at der nu er autofokus under videooptagelsen ved hjælp af kontrast autofokus, kendt fra Liveview stativ mode. Lidt smart er også at den kunstige horisont nu kan vises under video så man har mulighed for at vandet ikke altid løber ud af den ene side af billedet.
Lyden er nok det største problem for DSLR video og her kommer D300S på forkant med mulighed for at montere en ekstern stereo mikrofon.
Specielt web fotografer vil sætte pris på at der kan redigeres video i selve kameraet , konverteres til webstørrelse ( 320 x 216 ) og man så kan transmittere ved hjælp af WT-4 direkte til webredaktionen.
Stills kan også redigeres langt mere i den ny version. Active D- Lighting kan tage en RAW fil, konvertere i 5 forskellige versioner og frembringe en jpg der næsten bliver i HDR. Der kan selvfølgelig optages på et kort i RAW og et andet i jpg på henholdsvis et CF og et SD kort. Og der kan også konverteres til web størrelser til transmission for web - folket. I teorien kan man altså tage alt i RAW på sit CF kort og konvertere udvalgte filer som jpgs på et SD WiFi kort og sende direkte derfra. Jeg forsøgte i dag med mit Eye-Fi kort, men det lykkedes ikke. Det skal dog siges at det heller ikke er lykkedes for mig på min D3 og jeg har hørt at både Dresling og andre heller ikke har haft det store held med Eye - Fi kortene.
Selve chippen er den samme som i D300 og derudover er der ændret på nogle knapper etc. Hastigheden er oppe på 7 fps.
Vejledende udsalgspris på D300S er på ca. 13.500 kr. for huset alene. Find den professionelle pris hos din leverandør.
Der blev også fremvist en decideret amatørmodel, D3000 og det er da imponerende hvor små man nu kan lave DSLR kameraer.
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.



Debat