Årets Multimedie
Det er to flot fotograferede - og godt fortalte - historier, der kæmpede om prisen for Årets Multimedie.
Førsteprisen går til et sympatisk og stille portræt af to mennesker i ’udkantsdanmark', der er produceret af Liv Høybye Jeppesen og Magnus Holm..
Det er værdigt og opløftende, men først og fremmest meget fint fotograferet, og dommerne nød fornemmelsen af, at man hurtigt og enkelt associerer sig godt ind i historien og bliver fastholdt. Den er gennemarbejdet, stramt og effektivt fortalt i farvemættede billeder, og fotografen Liv Høybye Jeppesen har helt tydeligt valgt sit billedsprog med omhu.
Hun leverer en blændende visuel stil uden de klassiske, illustrerende ’apropos-billeder’, og formår i stedet elegant at anvende billeder, som går imod fortællingen og dermed skaber en stille dynamik.
En historie, man ikke har lyst til at klikke væk fra, og som har sine egne små indbyggede overraskelser.
2. pris
Martin Lehmann får en andenpris for sin gribende fortælling om hjertebarnet Rose og hendes familie.
Udover billedernes høje kvalitet og moderens beretning på lydsiden ville dommerne gerne anerkende den store og langvarige indsats fra fotografens side.
Det betyder ganske vist, at 2/3 af produktionen er arkivmateriale. Men de fremhævede, at produktionen er et fint eksempel på, at mediet netop egner sig godt til fortællinger, der strækker sig over lang tid.
Historien er langt mere traditionelt fortalt uden brug af kontraster og måske med en lille tendens til at lægge følelserne i lag gennem musik, lydside og billeder.
Der blev ikke uddelt priser i kategorien Årets Interaktive Multimedie, da der ikke var indsendt nogen bidrag til denne kategori.
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.



Debat
Ingen debatindlæg fundet!