Morgenklar til Stjerneklar
Jørn Stjerneklar havde fået den utaknemmelige opgave at skulle være mandagens første programpunkt.
Han er både still- og videofotograf, men laver faktisk også radio.
"Jeg startede ud som freelancefotograf i 1983, og lærte fra starten at lave lyd", fortæller han.
For dengang lavede han lyd-dias-serier, dvs. produktioner med dias i flere karuseller - og lyd. Nu er der ingen, der kender lyd/dias, der ikke ligner de slideshows, man kan lave på computeren.
Lydbilleder
Fotografen Jørn Stjerneklar lagde da også ud med at afspille to radioklip. Det er fra hans radioudsendelser til P1 om folkemordet i Rwanda, der var et pilotprojekt forud for hans prisbelønnede film om tragedien.
"Det var enormt vigtigt for mig at lave de radioindslag, før jeg gik i gang med filmen. Jeg kunne ikke have lavet filmen uden at have lavet radioindslagene først", fortæller han.
Fra radioindslagene gik han over til en verdenspremiere, nemlig en engelsk version af "Tom, Gud og Harry". Versionen til DR skulle være på under en time, men Jørn Stjerneklar have mere materiale, så nu har han lavet en længere udgave på engelsk, som han har sendt ind til diverse festivaller.
På Fagfestivallen fik forsamlingen lov til at se en sekvens, der ikke var med i den oprindelige version set på dansk tv.
Folkemordet i Rwanda fik stor betydning for Jørn Stjerneklar personligt, men en række samtaler med en krisepsykolog hjalp ham på fode igen.
"Drivværket i mit arbejde er, at jeg ikke kan holde op. Historien om folkemordet i Rwanda bliver jeg nødt til at fortælle om resten af mit liv", erkender Jørn Stjerneklar.
Kendetegnende for hans arbejde er hans engagement.
"Hvis jeg bliver hyret til et projekt, så går jeg ind i det med fulgt engagement", understreger han.
Videoudstyr for en ½ million
I 1993 havde han sammen med sin kone, Helle Maj, købt Betacam-udstyr til en halv million og var begyndt at arbejde for Tv2, bl.a. med indslag fra krigen i Somalia. Parret var nervøse for, om økonomien kunne hænge sammen, men i løbet af et år var pengene tjent hjem.
Han er i dag så priviligeret, at han kan lave, hvad han har lyst til og hvad han brænder for. Sådan har det ikke altid været.
"Tidligere tog jeg alle de job, jeg kunne få, intet var for småt", siger han.
Men han har altid søgt imod at lave dokumentarfilm. Derfor lavede han i starten en masse film for NGO'er, indtil han fik foden inden for på tv-stationerne.
Biprodukt
Det er ofte sådan, at radioindslagene er et biprodukt fra tv-produktionen.
"Tit er det sådan, at jeg er ude og lave et tv-indslag, og så har jeg jo noget lyd fra kameraet, som jeg kan bruge i radio. For man tjener ikke mange penge på at lave radioindslag til P1", siger han.
En af hans nyere historier handler om Børnefonden, der på et tidspunkt trak sig ud af Rwanda og lod deres sponsorbørn i stikken. Sponsorforældrene hjemme i Danmark fik at vide, at børnene var døde eller forsvundne, men Jørn Stjerneklar fandt frem til flere af børnene i Rwanda.
Konsekvensen af radioindslaget var, at Børnefonden gik ud og undskyldte og antydede, at man ville starte projektet i Rwanda op igen.
Fra still til video
Selv føler han ikke, at springet fra stillfotograf til videofotograf var stort.
"Lyd/dias var jo en slags fattigmandsfilm, så historiefortællingen og brugen af nærbilleder og totaler havde jeg allerede erfaring med", fortæller han.
Jørn Stjerneklar bryder sig ikke om at gå på kompromis på kvaliteten.
"Jeg hader dårlig lyd, dårlige billeder, uskarpe billeder; jeg synes, at meget af det tv, der bliver lavet idag, ikke er til at holde ud at se på", siger han.
Også fotografernes brug af Soundslides falder ham for brystet. Med sine erfaringer fra lyd/dias i 80'erne, så har han svært ved at se kvaliteten i mange af de slideshow, der i dag produceres på computeren.
"Derfor har jeg lavet dette slideshow til mine kolleger, og det skal I lige se", siger han og fyrer op under et slideshow, hvor han demonstrerer brugen af linjer, former, farver, lyd og ikke mindst brugen af overblændinger.
Slideshowet kan ses på hans hjemmeside.
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.



Debat