Noter fra Norman IV
Deltagerne i Oklahoma-workshoppen er nu over halvejs i forløbet. Onsdag skød de ugens sidste opgave. Eller rettere: Det er i hvert fald, hvad de tror!
Onsdag skulle ellers have været dagen, hvor man kunne opleve tv-fotografen Darrell Barton på slap line. Darrell Barton er den gode, den onde og den grusomme i en og samme person, når han uddeler kritik til deltagerne på workshoppen, men onsdag skulle vi se nogle af hans egne produktioner.
Desværre fik han tirsdag hjerteproblemer, så han måtte lige omkring hospitalet til et check-up. Forhåbentlig dukker han op fredag, lyder prognosen.
I stedet fik deltagerne en time ekstra til dagens opgave, men først skulle redigeringen af gårsdagens opgave kritiseres.
Optagelserne var af meget blandet kvalitet, og der var virkelig blevet kæmpet med redigeringen.
Men som dagens gæstecensor, Julie Jones, konstaterede: "I er meget bedre til at redigere, til I er til at optage, og det er godt. For normalt er det omvendt".
På workshoppen er der flere fotografer, der kommer med en still-baggrund i form af en ansættelse på en avis. Det ses på deres framing, der ofte er helt i top, mens de har ikke styr på historiefortællingen.
Julie Jones forklarede forskellen på en stillfotograf og en videofotograf således:
"En stillfotograf forsøger at indfange øjeblikket, mens en tv-fotograf forsøger at indfange, hvad der bygger op til øjeblikket".
Ved dagens opgave skulle undertegnede agere skuespiller for en ung fyr, der er under uddannelse som tv-journalist. Han havde været i gratis praktik hos CBS og CNN, men regnede selv med at komme til at arbejde for en lokal tv-station, når han blev færdig.
Han var fortrøstningsfuld omkring sine fremtidige jobmuligheder: "Jeg har nogle tilbud på hånden".
Må jeg låne dit badeværelse?
Eftermiddagen bød på et oplæg af tv-fotografen Lisa Berglund, der i modsætning til mange af de andre oplægsholdere ikke var på workshoppen sidste år. Hun var da også stand-in for en anden oplægsholder, der måtte melde forfald i sidste øjeblik, men bestemt et godt bytte.
Lisa Berglund kom 10 gode råd til bedre tv-indslag. Det mest opsigtsmæssige råd var dette:
"Når du ankommer til folk, så sæt kameraet ned på jorden og bed om at låne badeværelset", sagde hun.
Ifølge Lisa Berglund bliver man derimod mere 'menneskelig', kommer så at sige i øjeniveau med 'interviewofferet'.
Hun har rejst en del i udlandet som tv-fotograf og erkender, at toiletter i f.eks. Afrika godt kan være en speciel oplevelse for en amerikaner.
Opgave med lyd
Aftenen var som sædvanlig helliget særlige foredrag, som blev fulgt af nogle, mens andre koncentrerede sig om at få deres redigering færdig til morgendagens kritik.
Det var officielt workshoppens sidste opgave, men blandt shoot'n'edit-deltagerne går der rygter om en ny opgave torsdag, der i modsætning de øvrige opgaver skal laves med lyd!
Mere om dette i morgendagens blogindlæg.
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.



Debat
Ingen debatindlæg fundet!