Noter fra Norman III
Én million visninger pr. måned er målsætningen for enhvert videowebsite i USA. Det fortalte Brett Akagi fra Star Tribune i Minneapolis i en aftensession på Oklahoma-workshoppen.
Brett Akagis opgave på Star Tribune er at få trafikken op på det niveau.
"For så kan vi for alvor tiltrække annoncørerne", sagde han.
Men Star Tribune er langt fra målet. Det højeste, man har været oppe på, er 700.000 visninger om måneden, men i øjeblikket ligger man på 500.000 visninger i gennemsnit.
"Vi har fundet ud af, at det især er spot news og sport, der trækker seere til", fortæller Brett Akagi, der forlod sit job som fotochef på tv-stationen Kare 11 for at arbejde på Star Tribune.
Især videoerne om det lokale fodboldhold, Vikings, er populære og ligger på top-listerne.
"Og havde vi nået Superbowl, så havde vi nået langt over den magiske million visninger", sagde han.
Tredjedagen på NPPA's NewsVideo-workshop lagde ud med et foredrag ved Steven Hooker om vigtigheden af lyd og hvordan, man optager den. For de fleste danske deltagere - og sikkert også for de amerikanske - var det repetition.
Og senere på dagen var det Charles Hadlocks tur til at vise indslag fra sin karriere på NBC i Dallas, TX.
Men ellers var det meste af dagen helliget workshoppens anden opgave, hvor deltagerne to og to skal optage 4 minutter video, der senere skal ende op med ét minut redigeret indslag.
Denne artikels forfatter endte op med en stillfotograf, der arbejder for en lille lokalavis i Texas. Han brugte konsekvent sit Nikon D3s til at lave sine optagelser og havde investeret i både en Zacuto-viewfinder og en rig til håndholdte optagelser.
Resultatet var dog langt fra overbevisende, hvis man sammenligner med de videobilleder, som andre deltagere bragte hjem med 'rigtige' videokameraer.
Derimod var den store firhjulstrækker, som deltageren kørte rundt i, et studie værd. Hele bagagerummet var udstyret med et metalskab, der var boltet til gulvet i bilen. Her opbevarede han sit udstyr.
Det meste af passagersædet var optaget af en stor metalsøjle og en holder, hvor han kunne anbringe den bærbare computer, når han var ude til spot news.
I aften skal han dog bruge computeren til at færdigredigere dagens optagelser, så han i morgen kan præsentere en historie på 1 minut.
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.



Debat
Ingen debatindlæg fundet!