Noter fra Norman II
Andendagen på NPPA's NewsVideo Workshop i Norman, OK, bød på et gensyn med Brett Akagi, som besøgte PF-konferencen i 2005.
Mandagen startede med et oplæg fra Greg Vandegrift, der fortalte om ordenes betydning i et videoindslag. Hans holdning kan sammenfattes således: "Ord har betydning, men jo færre, jo bedre".
En god speak skal ikke fortælle, hvad du ser på billederne, men binde historien sammen.
Personen, der skal skrive speaken, skal kigge efter de visuelle elementer, som han eller hun skal skrive op til. Speaken skal så at sige give videobillederne kontekst akkurat som en billedtekst i en avis.
Greg Vandergrift brugte også meget tid på at forklare, at man som reporter ikke var en del af historien selv.
"Hold dit ego tilbage - du behøver ikke selv at være på tv", sagde han.
Alligevel sluttede han sin session af med at vise et indslag om 'Fars dag', hvor ca. en tredjedel var helliget historien om hans egen far.
Avis eller tv
Senere på dagen var Brett Akagi på scenen for at fortælle om sit skifte fra fotochef på en lokal tv-station i Minneapolis til en lignende stilling på avisen Star Tribune.
I modsætning til en del af de andre oplægsholdere, der viste forholdsvis gamle indlæg til at illustrere deres pointer, så viste Brett Akagi mest nye indslag, fortrinsvis produceret under hans tid på Star Tribune.
Han kunne dog ikke lade være med at slutte af med sin mest personlige produktion, nemlig en feature om hans mor og far. Indslaget var lavet i 2005 kort efter hans mors død, men gensynet fik tårene frem hos Brett Akagi, idet hans far døde sidste år.
Hvad Brett Akagi derimod manglede i sit oplæg var nogle refleksioner over forskellen (hvis der er nogen) på at lave web-tv og producere nyhedsindslag til en lokal tv-station.
Dagens opgave
Men ellers bar mandagen præg af, at deltagerne skulle igennem ugens første opgave.

Workshoppen er opdelt i grupper: Almindelige deltagere og så dem, der kaldes 'shoot'n'edit'.
Den sidste gruppe skal hver dag optage max. fire minutters rå video, der senere skal redigeres ned til et indslag på 1 minut. Der arbejdes uden lyd, da opgaven udelukkende går ud på at få styr på historiefortællingen.
Opgaverne er forskellige, men deltageren skal opsætte denne til en sætning, som skal følges, når optagelserne skal i kassen.
Heldigvis er de ikke alene om opgaven. De kan nemlig trække på workshoppens almindelige deltagere, der skal agere skuespillere foran kameraet. Således tilbragte denne artikels forfatter en del af mandagen med at lade sig koste rundt i et supermarked af en ung fotograf, der var tilknyttet luftvåbnets informationsenhed.
Tilbage i det store auditorium var det tid til et gennemsyn af dagens optagelser. Et par udvalgte deltagere blev kaldt op scenen og så fik de ellers med grovfilen af workshoppens Grand Ol' Man, tv-fotografen Darrell Barton.
"Du er still-fotograf", udbrød han, da han så en deltagers videooptagelser på storskærmen. Billederne var flotte, men historiefortællingen haltede.
Heldigvis var det kun tre af deltagerne, der blev ristet i auditoriet. Resten af kritikken foregik i grupper.
Til i morgen skal shoot'n'edit-deltagere lave en redigeret version af deres optagelser, som så skal udsættes for kritik.

Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.



Debat
Ingen debatindlæg fundet!