Login · Glemt adgangskode?

Ret profil

Opret ny bruger · Sitemap

Landet der drukner

Det tog fotografen Jonathan Bjerg Møller otte måneder at lave sit multimedieprojekt om Bangladesh, der netop er blevet offentliggjort. Men han er rystet over, at det så hårdt at skaffe penge til at lave klimajournalistik op til COP15, så projektet er i store træk lavet for egne og lånte midler.

Af

"Det hele startede med, at jeg læste en rapport fra FN, om at der om nogle årtier kunne være mellem 30 og 50 millioner klimaflygtninge i Bangladesh alene. Det syntes jeg lød ret ekstremt", fortæller Jonathan Bjerg Møller.

Han satte sig for at undersøge sagen nærmere og satte 7 måneder af hans liv af på det. Men han endte med at bruge 8 måneder i landet og adskillige måneder både før og efter på planlægning og færdiggørelse.

"Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange breve, mails, og telefonopkald, jeg har brugt min tid på. Selve fotografiet har fyldt 0.000001% af min tid. Alt arbejde i Bangladesh foregår i slow-motion, , og der har været utrolig meget logistik både her i Danmark og i Bangladesh", siger han.

Han havde lige færdiggjort sit Thorupstand-projekt og ville ikke gå på kompromis med det visuelle. Det er nemlig tit det, der sker, når man skal lave multimedie på kort tid, mener han.

To dogmer

"Jeg havde ligesom to 'dogmer' undervejs: Det ene var, at jeg ville forsøge at overføre reportagegenren til nettet, det måtte gerne være langsomt og krævende. Jeg vil ramme folk i hjertet og det tager tid og kræver lyst fra beskueren", siger han.

Folk må gerne hoppe fra, fordi det går langsomt, men han vil ikke have, at de hopper fra på grund af dårlig teknik.

"Og det andet var, at det skulle handle om mennesker og de menneskelige konsekvenser af klima og fattigdom, fordi der er så mange statistikker i almindelig klimajournalistik, og det er meget svært at forholde sig til store tal", fortæller han.

Få penge

Alligevel viste det sig meget svært at få nogen til at støtte projektet økonomisk.

"Jeg har været ret rystet over, hvor hårdt det har været at skaffe penge til at lave klimajournalistik til COP15. Alle syntes, det er skide fedt, men få vil åbne pungen", fortæller han.

Jonathan Bjerg Møller har selv finansieret halvdelen af udgifterne ved at bruge af sin opsparing fra praktiktiden og ved at tage et lån.

"Men jeg tør slet ikke tænke på, hvor svært det bliver at finde penge til disse projekter efter topmødet", siger han.

"De fonde, der gav støtte, var heldigvis ret gavmilde, men konsekvensen er, at jeg har arbejdet gratis i et år. Til gengæld har jeg haft den fantastiske luksus at bruge otte måneder i et land og prøve en ny form for fortælling, men lige nu er jeg også arbejdsløs - og hjemløs", siger han.

Resultatet er blevet en 32 minutter lang multimedieproduktion, der er blevet offentliggjort på Politikens hjemmeside.

Produktionen består af fem personlige fortællinger og en kort epilog:

• Naturens laboratorium
• Ailas ofre
• Øen uden mænd
• Advokatens sted
• Byen der forsvandt
• Epilog: Bag om Bangladesh

Ligesom Thorupstrand-projektet blander Jonathan Bjerg Møller stills, video og lyd.

Svært at visualisere

"Det er svært at visualisere klimaændringer, for der er mange ting, som man ikke kan fotografere, og måske først for alvor slår igennem om mange år. Samtidig har Bangladesh altid været udsat for klimakatastrofer - i fremtiden bliver de bare mere ekstreme og rammer mere ofte", siger Jonathan Bjerg Møller.

Han brugte en masse tid på at opbygge kontakter og snakke med folk om, hvad der rent faktisk sker i landet og hvorfor det sker. Han fandt hurtigt ud af, at de problemer landet står over for, faktisk mindre har med klimaændringer at gøre og mere med fattigdom og overbefolkning.

Menneskelige historier

Jonathan Bjerg Møller brugte også utrolig meget tid på at finde de menneskelige historier. Som et eksempel nævner han Nilufa, der har mistet sin hus i en storm.

"Jeg syntes, det var meget mere interessant, at overbefolkning gør, at familier må bo i udsatte områder og må splittes op, fordi manden skal være væk 11 måneder om året. Og så brugte jeg faktisk en uge på at finde hendes mand på den anden side af landet", fortæller han.

Han havde godt nok hans fætters mobilnummer, men det var ikke nok. Manden og fætteren troede nemlig, at de arbejdede nord for Dhaka, mens de i virkeligheden befandt sig to timer syd for hovedstaden.

"Og når man er så langt ude på landet, er det ikke nemt at finde Shonamir, selv om man har fået at vide, at det er cirka 13. murstens fabrik til venstre fra flod nummer to. Logistikken har fyldt utrolig meget", konstaterer han.

Fugtigt klima

At rejse rundt i landet med følsomt elektronisk og optisk udstyr som kamera og computer har også være en prøvelse. Han mistede f.eks. to Mac-opladere, fordi de eksploderede.

"Jeg havde altid en vandtæt rygsæk med, fordi jeg ikke ville miste mit udstyr i en flod. Det er også så fugtigt i Bangladesh, at der vokser svampe inde i dine objektiver, hvis du ikke opbevarer dem i tørre omgivelser," fortæller han.

Masser af materiale

På trods af strabadserne kom Jonathan Bjerg Møller hjem med 20.000 billeder, fem timers video og seks timers lyd på bangla og to timers lyd på engelsk og dansk.

"Det er alfa og omega, at man har et system for at bogføre og finde rundt i materialet. Det lærte jeg heldigvis af Thorupstrand-projektet", siger han.

Alligevel var det svært at sidde derhjemme med så ufattelig meget materiale og finde rundt i det. Han har derfor trukket meget på venner og kolleger undervejs, men meget få har haft tid til at se så alt materialet igennem.

"Den eneste, der har været med hele vejen, er min kæreste. Uden hende var det aldrig lykkedes. Da jeg skulle redigere det hele, var der ingen, der havde tid til at se hele projektet igennem, fordi der var så store mængder materiale. Men jeg fik utrolig meget hjælp fra en kollega på Politiken, Julie Falkentorp. Og andre, der var også inde over her og der. Jeg tror, det er det vigtigste, jeg har lært, at man skal have hjælp fra andre til at redigere, fordi man mister hurtigt selv overblikket og kender historien alt for godt", siger Jonathan Bjerg Møller.

"I fremtiden når medierne skal til at lave store projekter på denne måde, tror jeg de vil have godt af at bruge små hold med en producer, fotograf, journalist og grafiker. Der er for meget arbejde til en person", tilføjer han.

"Det sværeste har været at opbygge en rød tråd i fortællingen. Jeg syntes, det tit er der, vi fotografer knækker nakken på multimedie produktioner. Vi glemmer at strukturere en journalistisk fortælling, der hurtigt etablerer hvem, hvad, hvor, og hvorfor", mener han.

Men selvom han har brugt utroligt meget tid, penge og energi på projektet, så håber han, at historien kommer så bredt ud som muligt.