Om dinosaurer, recession og meteornedslag
Hvis bare nogle jobs skal reddes i en medieverden i opbrud, kræves der en helt anden indstilling til brug af netmediet.
Lad mig sige det med det samme: Jeg er en stor fan af den globale økonomiske recession.
Ikke helt ulig det store meteornedslag på Yucatan for 65 millioner år siden, har Den Store Nedtur haft karakter af det man på moderne katastrofe amerikansk kalder et ’Extinction Level Event’ - ELE. En begivenhed af så markant styrke at den dominerende art uddør og derved fundamentalt ændrer forudsætningerne for liv og gøder grunden for at en ny art kan stige til vejrs og blive dominerende.
Kigger vi tilbage på de traditionelle mediers langsomme accept af internettet som kommunikationsplatform er det slående at se, præcis hvor modvillig denne accept egentlig var. Og hvor katastrofal en fejlvurdering, det skulle vise sig at være.
Langt henad vejen forblev Nettet bastarden i mediefamilien, det nødvendige onde, den falske bror. Og på grund af den indstilling skovlede man bare ukritisk uversioneret materiale fra én platform over i en ny-. Uden hensyntagen til de unikke karakteristika ved den nye platform, nemlig den multimedielle kapacitet.
I bagklogskabens ulideligt klare lys kan det stadig undre mig, at absolut ingen tog imod det nye medie med åbne arme. Hvilket bringer mig tilbage til ELE: Med den økonomiske krises indtog på arenaen faldt den klassiske model for financiering af medier sammen med et brag. Trykning og distribution af den daglige bunke nyheder blev det strå, der knækkede kamelens ryg, og tilbage stod netmediet med en rentabilitet, der pludselig gjorde det til den dominerende art i en post-ELE medieverden.
Problemet er bare, at der stadigvæk ikke er nogen, der tager mediet alvorligt for det, det er: Nemlig multimedielt. Ej heller fandt man det i sin tid betimeligt at tage penge for det produkt, der blev leveret på nettet. Hvilket vel mere end så mange andre ord siger noget om de traditionelles- indstilling til Nettet som medieplatform.
Men 'takket' være ELE er der nu blevet luftet ud. Nettet har rejst sig som sejrherren af asken, travende henover ligene af ca 29.000 stillinger i print media i USA alene siden 2008.
29.000 personlige tragedier…
Når først jeg kommer i gang, bliver jeg tit mødt af kommentaren: “Ja, ja – det er meget godt alt det dér web. Men hvor skal pengene komme fra?”
Og det korte svar er: “Det ved jeg ikke”.
Det lidt længere- nuancerer dog pessimismen en smule: Der er i øjeblikket ikke en enkelt kilde, der umiddelbart vil kunne give mediehusene en tilsvarende indtægt som reklamerne gjorde i ‘gamle’ dage. På trods af to cifrede vækstrater i reklameindtægterne på nettet, så viser brugeradfærd at heller ikke her er reklamerne vekomne. Ikke mindst den øgede brug af ad-blockers varsler problemer i tiden, der kommer.
Berlingske og Lisbeth Knudsen har mærket dette på egen krop, som Peter Nørregaard fra Version2 beskriver det i indlægget Berlingskes desperate krigserklæring.
Skal jeg gætte på et svar, så må det blive at mediehusene, de store gamle, begynder at tage nettet alvorligt som et unikt medie med egne spilleregler.
At man tager brugerne alvorligt og ikke nøjes med at hælde udvandet indhold i hovedet på de samme mennesker, man gerne vil fastholde længe nok til at de ser de bannerreklamer, der i sidste ende forventes at bidrage kraftigt til den samlede finansiering.
At man leverer et indhold, der som minimum svarer det til man i gamle dage fik i sin omnibus avis for derigennem at retfærdiggøre den mikrobetaling brugere af nichemedier længe har været klar til.
At man begynder at satse på kvalitet fremfor kvantitet.
Det er på høje tid.
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.


Debat
Ingen debatindlæg fundet!