RSS

Journalister griber (video)kameraet

De fotografer, der foretrækker deres still-kamera og ikke vil røre et video-kamera med en ildtang, kan ånde lettet op: Det bliver nemlig journalisterne, der får lov til at udvikle den visuelle fortælling på web-tv.

Fyens Stiftstidendes Brian Karmark fortalte om forsøget på avisen, hvor fotograferne lavede videoindslag i samarbejde med journalisterne. Foto: Michael Bager
ForstørFyens Stiftstidendes Brian Karmark fortalte om forsøget på avisen, hvor fotograferne lavede videoindslag i samarbejde med journalisterne. Foto: Michael Bager

"Kan I høre, hvad jeg siger", lød det fra videojournalisten John Rahbek, da han indtog podiet på dagens konference. Han beklagede, at han ikke var så god til at sætte microport på andre, men at det åbenbart gik bedre med ham selv.

Konferencen, der ironisk nok var præget af lydproblemer i form af rundhyl, var ikke en teknisk konference - fokus lå på indholdet og ikke mindst succes i form af hits.

"Vi vil prioritere de levende billeder - de gode billeder", fortsatte John Rahbek fra Politiken.tv, da han skulle forklare, hvordan web-tv skal laves på Politiken.

Men det bliver ikke med Politikens prisbelønnede fotografer bag kameraet. De egenproducerede indslag skal laves af tre videojournalister, der både skal optage, speake og redigere.

Fotografer skal kun lave 'breaking news'

Dog skal video-afdelingen også stå for kurser til de skrivende og fotograferende medarbejdere på avisen. De skal nemlig kunne lave 'hurtige billeder' til breaking news-historier, som videojournalisterne så kan redigere til indslag.

Heller ikke på Jyllands-Posten skal fotograferne regne med at skulle lave længerevarende indslag. Avisens videoredaktion består af 4 videojournalister med hver sit videoudstyr samt en tv-assistent, der er i praktik.

Næste skridt er at få uddannet flere journalister på redaktionen til at kunne producere video ud fra princippet: Én journalist - ét kamera - én historie.

Fotograferne i København og Århus får udleveret et enkelt videokamera hver, som skal bruges til 'breaking news'.

Faggrænserne falder

Under konferencen kom det frem, at lokale aftaler på visse arbejdspladser forhindrede journalister i at bruge videokamera.

Det fik Thomas Stokholm fra Bastard Film helt op i det røde felt.

"Det er utroligt, at der stadig er sådan nogen steder, hvor journalisterne ikke må fotografere. Men det er en faggrænse, der vil falde, vær sikker på det. Og det skal den også. Det kan godt være, at jeg lyder som en arbejdsgiver nu, men jeg fatter ikke, at man stadig rundt omkring diskuterer videreudnyttelsesaftaler", tordnede tv-manden, der for to år siden var dommer i Årets Pressefotos tv-kategori.

Fotografer på Fyn

Web-tv-satsningen på Fyens Stiftstidende er til gengæld primært båret af fotograferne. Én fotograf er fuldtids videofotograf, mens de øvrige fotografer i fotoafdelingen laver video i ny og næ.

Det fortalte fotochef Brian Karmark den undrende forsamling, der primært bestod af journalister.

Forinden havde Adresseavisens Arve Bremseth fortalt om webtv-satsningen i Norge, hvor 61 journalister var blevet udstyret med en avanceret mobiltelefon og software, der kunne sende videoklip direkte ind i redaktionssystemet.

"Hvorfor gør I ikke det på Fyn - altså lader journalisterne på jeres lokalredaktioner sende videoklip ind med en mobiltelefon", spurgte en journalist fra salen.

"Jeg gider ikke se på fire pixels, der hopper rundt, og det tror jeg hellere ikke læserne vil på sigt. Når det her medie bliver lidt ældre, så vil de godt have noget, der er bedre", mente Brian Karmark.

Men naturligvis bliver der gået på kompromis med billedkvaliteten, når det drejer sig 'breaking news' eller lignende, tilføjer han. "Men når det er noget planlagt, så bør vi sørge for ordentlig kvalitet".

"Fotografer er jo også journalister, de er bare mere vant til at håndtere billeder", konstaterede Brian Karmark.

Fotografer gider ikke video

Men noget kunne tyde på, at det i nogle tilfælde er fotograferne selv, der er tilbageholdende i forhold til video. Derfor har journalisterne grebet videokameraet, da lejligheden bød sig.

I hvert fald kunne Jørgen Schultz Nielsen fra JP.dk berette om en vis vrangvillighed i fotoafdelingen på Jyllands-Posten, da han introducerede video fra år tilbage.

"Vi havde JP Explorer og Galathea-ekspeditionen, hvor fotografer var af sted sammen med journalister i lang tid. Da jeg foreslog dem at lave lidt video undervejs, så slog de syv kors for sig. Det var jo et fuldtidsjob at være stillfotograf, fik jeg at vide dengang", fortalte han.

Men nu er tonerne anderledes: "'Må vi ikke godt være en del af det', kommer fotograferne og siger nu", tilføjede Jørgen Schultz-Nielsen.

Oprettet 4-4-2008 22:00 · Sidst ændret 4-4-2008 22:29

Skriv en kommentar til denne artikel

For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.

Debat

Ingen debatindlæg fundet!

Hjemmesider

Rasmus Flindt Pedersen

Freelancefotograf.

flindtpedersen.com

Mick Ejstrup Anderson

Nyheder, reportage, sejlsport, nyheder, sport,...

www.mickanderson.dk

Lene Esthave

Fotojournalist i Sønderjylland. Portræt -...

www.leneesthave.dk

Hélène Mogensen De Monléon

www.h2m-Photography.com

Poul Madsen

Flashløsninger, dokumentarfilm, stillbilleder,...

www.bombayfc.com

Jacob Nielsen

Løser fotoopgaver både redaktionelle og kommercielle...

www.jacobnielsen.com

John Spange Rasmussen

Farve og sort/hvide fotos fra hele Sydgrønland

www.narsaq.dk

Mette Krull More

www.krullfoto.dk

Betina Fleron

www.fleronfotografi.dk

Søren Pagter

www.pagter.net

Rumle Tornhøj Skafte

Personlig hjemmeside

www.rumleskafte.com

Claus Bech

Freelance fotojournalist i København

www.clausbech.dk

Claus Bonnerup

www.clausbonnerup.dk

Per Kjærbye

Fodboldbilleder fra den danske SAS-Liga og...

www.fodboldbilleder.dk

Johnny Frederiksen

Videojournalist / Presseforograf

www.johnnyfrederiksen.com
381 medlemmer af Pressefotografforbundet har egen hjemmeside. Besøg medlemmernes hjemmesider her:Hjemmesider

Alle rettigheder til de anvendte billeder på dette site tilhører den enkelte fotograf. Det er derfor ikke tilladt at anvende disse foto uden tilladelse fra fotografen.

Valid XHTML 1.0 StrictValid CSS!
Pressefotografforbundet
Gl. Strand 46 · 1202 København K

Kontakt Pressefotografforbundet

Dansk Journalistforbund