PF’er i retten efter royal ambulancejagt
31-årig pressefotograf tiltalt for at modsætte sig anholdelse
En ambulance forlod den 24. maj 2002 Amalienborg Slot med kurs mod Rigshospitalet. Det fik en dengang 29-årig freelance pressefotograf fra Hillerød til at følge efter. Hans iver efter at udføre sit arbejde har nu bragt ham i retten, skriver Ritzaus Bureau.
I ambulancen var prinsesse Alexandra af Berleburgs lille søn, grev Richard, som havde fået et astmaanfald.
Ved hospitalets skadestue opstod der problemer, da fotografen ifølge politiets anklager, Ebbe Arntoft, ikke ville respektere politiets afspærring og i trods prøvede at bryde igennem. Det resulterede i, at betjentene anholdt fotografen, som de efterfølgende måtte lægge ned, da han prøvede at modsætte sig anholdelsen ved at sparke ud med arme og ben.
Men den forklaring har den fotografen kun hovedrysten tilovers for.
- Jeg var kun lige stået ud af min bil, da en betjent råbte til mig, at jeg skulle fjerne mit kamera. Straks efter kom han løbende hen og begyndte at hive det fra mig, mens en anden kollega kom til og vred min arm rundt på ryggen. Inden jeg nåede at se mig om, havde de lagt mig i håndjern og benlås, forklarer fotografen til Ritzaus Buraeu.
Han forklarer, at han ved hospitalet parkerede 30-40 meter fra ambulancen, stod ud af bilen og gjorde klar til at fotografere fra god afstand med en telelinse.
Han er derfor fuldstændig uforstående over for den voldsomme handling og anholdelsen, som ifølge ham skete uden nogen forudgående dialog.
Fotografen står nu tiltalt for to overtrædelser af straffelovens paragraf 119 stk. 3 om hindring af udførelse af tjeneste samt modsættelse af anholdelse.
Retsmødet foregår torsdag i Københavns Byret.
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.


Debat
Ingen debatindlæg fundet!