Frækt billedtyveri endte i retten
En freelancefotograf måtte en tur i retten for at få ejeren af en hjemmeside til at betale for tyveri af et billede.
Fotograf Torben Raun gjorde store øjne, da han surfede forbi hjemmesiden connery.dk. Til en artikel om goth-piger havde webmagasinet brugt et foto, han kun har offentliggjort på sin egen hjemmeside.
Efter råd fra Dansk Journalistforbund sendte han connery.dk en regning på anvendelsen, en godtgørelse for manglende tilladelse og manglende kreditering.
Connery.dk er drevet af to unge it-folk, der står bag firmaet DotGEIL Media I/S. Sitet har indtægter ved bannerreklamer, mens indholdet skrives af frivillige.
Den ansvarlige redaktør for connery.dk nægtede da også at betale regningen. Han troede ikke på Torben Rauns anklage og bad om at få det famøse billede at se. Dansk Journalistforbund havde på forhånd fortalt Torben Raun, at han ikke behøvede at udlevere billedet for at gøre sit krav gældende. Men efter en del diskussion frem og tilbage på mail sendte Torben Raun dem billedet.
"Så snart jeg havde fremsendt mit bevis i form af et screendump blev billedet i løbet af en time skiftet ud med et andet. Herefter beskyldte de mig for selv at have fabrikeret screendumpet ved at paste mit eget billede ind i deres design", fortæller Torben Raun.
Herefter overtog Dansk Journalistforbund sagen. Første handling var tilbagevise påstanden om, at Torben Raun havde lavet et falsk screendump. Folkene bag connery.dk fremsendte en log-fil, der viste, at der ikke var sket ændringer på websitet samme dag, som de modtog beviset.
Da connery.dk stadig ikke betalte overgik sagen til byretten. Men da hjemmesidens ejere ikke dukkede op, så fik de i stedet en udeblivelsesdom. Men selvom dommen gik dem imod, så betalte de stadig ikke regningen. Dansk Journalistforbund iværksatte en fogedforretning, det fik connery.dk til at vågne op.
Meget usædvanligt lykkedes det connery.dk at få sagen genoptaget selvom de havde fået en dom imod sig. De blev bedt om at stille med flere beviser og da de ikke kunne det, betalte de til sidst regningen og sagsomkostningerne.
"Jeg vil opfordre alle fotografer at gennemgå samtlige de hjemmesider, som folkene bag connery.dk står bag, da det synes at være åbenlyst, at de i høj grad lever af at stjæle fotografers og bureauers materiale rundt omkring på nettet og lave forretning med det, som det var tilfældet med mit billede. De fleste af de billeder, de bruger har
stadig andres copyright-meddelelse på sig", siger Torben Raun.
Selv oplyste firmaet, at de købte deres billedmateriale gennem to billedbaser, hvor shutterstock.com skulle være den ene. Men dette billedbureau har ikke mange supermodel- eller babebilleder, som connery.dk har en forkærlighed for.
Torben Raun har sat sit internationale agentur til at undersøge, om connery.dk også har stjålet billeder derfra.
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.



Debat
Ingen debatindlæg fundet!