Fotograf forlanger undskyldning for anholdelse
En 27-årig fotograf blev tilbageholdt af myndighederne i to timer, fordi han fotograferede et flag på en retsbygning på vej til arbejde.
Der er ingen lovgivning, der forbyder fotografering af offentlige bygninger i USA. Men det er ikke alle ordenshåndhævere, der er klar over det.
I hvert fald blev den 27-årige fotograf Ben Hider anholdt af tre bevæbnede betjente, da han fotograferede retsbygningen i White Plains. De gennemsøgte hans lommer og tilbageholdt ham i to timer, hvor de udspurgte ham om hans tilhørsforhold til landet. Han er født og opvokset i England, men har et såkaldt 'green card' og arbejder som studentermedhjælper ved World Picture Network.
Efter to timers forhør, hvor han bl.a. blev truet med, at man ville tilkalde den særlig anti-terror-enhed, fik han lov til at gå. Den politimand, der ledsagede ham ud, fortalte, at han skulle være glad for at anti-terror-folkene ikke dukkede op.
99% af de personer, der ikke har amerikansk statsborgerskab og som tages under behandling af specialenheden, ser man nemlig ikke igen, sagde han.
Ben Hider er rystet over episoden og forlanger en undskyldning fra myndighederne.
Donna Lieberman fra en lokal borgerretsgruppe i New York fortæller, at den slags sager er blevet mere og mere almindelige efter terrorangrebet den 11. september. Således sagsøger gruppen bystyret i New York efter at en videofotograf blev tilbageholdt efter at have fotograferet Hovedbanegården i byen.
For nylig fjernede de trafikale myndigheder et forbud mod at fotografere i undergrundstogene, men det er stadig ikke blevet kommunikeret ordentligt ud til de ansatte på stationerne.
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.


Debat
Ingen debatindlæg fundet!