Nytårspanoramaer tiltrækker besøgende
Spektakulære panorama-billeder fra nytårsaften verden rundt har trukket besøgende til et dansk website om panorama-fotografi.
På bare et døgn blev trafikken på den webserver, der driver panoramas.dk ti-doblet. Websitets indehaver, fotografen Hans Nyberg, lagde nemlig en stribe panoramabilleder ud på siden taget af fotografer verden over netop som 2005 blev til 2006.
Det særlige ved panoramas.dk er, at billederne vises i fuldskærm med et quicktime-plugin og at man næsten får en fornemmelse af selv at være til stede.
Kronjuvelen i samlingen er fotografen Jook Leungs billede fra den traditionsrige nytårsfest på Times Square i New York, hvor han sammen med 700.000 mennesker så og hørte Mariah Carey tælle ned til det nye år.
Ifølge Rob Galbraith brugte Jook Leung et Nikon D2X til optagelsen forsynet med en Nikkor 8mm f/2.8. Billederne blev optaget i RAW (NEF) på 1/15 sekund bl. 5.6 (400 ISO) og efterbehandlet i Photoshop. Af hensyn til billedkvaliteten konverterede han to versioner af billedet, et optimeret for højlys, et andet for skygger. Og de to billeder blev sat sammen med en selvudviklet Photoshop-action.
Panoramas.dk rummer også flotte billeder fra bl.a. Sydney, London, Taiwan og Schweiz. Men ingen fra Danmark.
Panorama-entusiasten Hans Nyberg ærgrer sig over, at at der ikke er flere i Danmark, der laver panorama-billeder, og erkender, at de fleste fotografer nok foretrækker familien frem for fotografiet en sådan aften.
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.


Debat
Ingen debatindlæg fundet!