Politiet lader hånt om pressekortet
En par politibetjentes hårdhændede behandling af en pressefotograf fra Ekstra Bladet førte til ødelagt udstyr og anmeldelse for vold mod betjenten.
Pressekortet er ikke det stykke plastic værd, det er trykt på. Det måtte pressefotograf Johnny Frederiksen fra Ekstra Bladet sande, da han i slutningen af august ankommer til en banal brand i en lejlighed i København.
Da området allerede er afspærret, tager han opstilling uden for afspærringen og begynder at fotografere branden.
En politibetjent nærmer sig og fortæller ham, at han ikke må stå der. Johnny Frederiksen viser sit pressekort og forklarer, at han kommer fra Ekstra Bladet.
Men politimanden er fuldstændig ligeglad med pressekortet, siger han og beordrer fotografen til at 'skride' uden for afspærringen. Det viser nemlig, at der er ved at blive etableret en ny afspærring bag Johnny Frederiksen.
Han anmoder derfor om at komme til at tale med en leder på stedet, men det ikke kan lade sig gøre, får han at vide.
"Nu skal jeg bare flytte mig, siger de. Samtidig med at betjent X begynder at skubbe til mig, skubber også betjent Y mig hårdt i ryggen, så jeg taber kameraet, jeg har i hånden", fortæller Johnny Frederiksen efterfølgende.
Men da han bukker sig for at samle det ødelagte udstyr op, får han endnu et puf. Han insisterer på at få sit udstyr med og beder samtidig om at få oplyst betjentens navn, tjenestested eller tjenestenummer.
"Han svarer med et smørret smil, citat: 'Du må ringe til politiet i København, eller sådan noget', hvorefter han vender om og går væk", husker Johnny Frederiksen.
Fotografen fotograferet
To andre politifolk entrer scenen. Den ene begynder at tage billeder af ham, mens den anden beder Johnny Frederiksen opgive navn, adresse og fødselsdato. Heller ikke her hjælper det at vise pressekortet.
Johnny Frederiksen har efterfølgende klaget til Københavns Politi over behandlingen og bl.a. udbedt sig en forklaring på, hvorfor han skulle fotograferes af betjenten og hvad billederne skulle bruges til.
Gennem Ekstra Bladets advokat har han også indgivet klage for vold og uberettiget magtanvendelse, ligesom han har stillet krav om at få det ødelagte fotoudstyr erstattet.
Reparationen kom til at koste 5000 kr. eksklusiv moms.
Skarp reaktion fra PF
"Det er en fuldstændig uacceptabel behandling Johnny Frederiksen har fået af Københavns Politi, som har anvendt en helt unødvendig magtanvendelse overfor en fotograf på arbejde", udtaler Lars Lindskov, formand for Pressefotografforbundet.
Pressefotografforbundet og Dansk Journalistforbund holder jævnligt møder med politiet for at diskutere pressens arbejdsforhold ved begivenheder, hvor politiet også er til stede.
"Det er klart vores indtryk, at disse møder gennem tiden har ført til bedre arbejdsforhold og det er derfor meget skuffende, at en kollega er blevet udsat for denne hårdhændede behandling. Vi vil naturligvis kommentere sagen senest på det næste møde", forsikrer Lars Lindskov.
Han opfordrer samtidig til, at andre kolleger udsat for dårlig behandling fra politiets side orienterer Pressefotografforbundets bestyrelse, så den kan bringe sagen videre.
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.



Debat