Anmeldte skuespiller for spirituskørsel
En svensk freelancefotograf anmeldte en kendt svensk skuespiller til politiet for spirituskørsel, da denne satte sig ind i sin bil efter en fugtig fest. Efterfølgende kunne fotografen tage billeder af arrestationen.
Skuespilleren Mikael Persbrandt satte sig sent om aftenen den 8. februar ind i sin bil for at køre hjem efter gallafesten ved den svenske Grammy-uddeling.
Det observerede freelancefotografen Per-Olof Sännås. Han ringede straks til politiet og anmeldte en sølvfarvet Audi, som kørte og slingrede på Strandvejen i Stockholm. Politiet standsende vognen og arresterede den berusede skuespiller - og freelancefotografen fik sine billeder.
Per-Olof Sännås er fast leverandør til den svenske tabloidavis Aftonbladet, der har brugt billederne af arrestationen på talrige løbesedler derefter.
Det ironiske i hele historien er imidlertid, at Mikael Persbrandt i en debatartikel i selvsamme Aftonbladet for nylig langede ud efter tabloidjournalistene, som han beskyldte for at forfølge ham. I debatartiklen rettede han skarp kritik mod Expressen, mens Aftonbladet slet ikke blev nævnt.
Journalisten.se har forelagt Mikael Persbrandt oplysningen om, at det var en fotograf fra denne avis, der anmeldte ham til politiet. Hans reaktion: "Så er det slut med at give interview til den avis".
Skuespilleren Mikael Persbrandt er her i landet mest kendt for sin rolle som Gunvald Larsson i krimiserien Beck. Den baserer sig på Sjöwall/Wahlöos politiromaner fra 70'erne.
Skuespilleren havde en promille på 0,47, da han blev anholdt i februar. Det takserede dommeren til 40 timers samfundstjeneste.
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.


Debat
Ingen debatindlæg fundet!