Atter danske fotografer i front
Vinderlisten i den 62. udgave af Pictures of the Year International er offentliggjort. Igen er danske fotografer med helt fremme.
Jan Grarup fra avisen Politiken kan nu smykke sig med en tredieplads i kategorien 'Magazine Photographer of the Year'. Han er i fint selskab sammen med Ami Vitale, der får en 2. plads, og Marcus Bleasdale, der besætter 1. pladsen.
Til gengæld kan Jan Grarup så glæde sig over en 2. plads i kategorien 'Magazine Division/Issue Reporting Picture Story' for serien om Roma'er i Slovakiet - samme serie, som blev præmieret i World Press Photo og Årets Pressefoto.
I samme kategori er der hædrende omtale til Casper Dalhoff for serien om 'Inuitter i Qaanaaq'.
Hædrende omtale
I det hele taget er der en del 'hædrende omtale' til de danske deltagere:
Lars Møller, B.T. får hædrende omtale i kategorien 'General Division/Olympics', der er en særlig kategori i år, skabt til at indeholde de mange billeder fra OL i Athen. Lars Møllers vinderbilleder hedder 'Olympic Joy'.
Steven Achiam fra Børsen får hædrende omtale i kategorien 'General Division/Pictorial' for sin serie fra Den Blå Lagune, der sidste år blev præmieret ved Årets Pressefoto.
Reimar Juul fra Berlingske Tidende får hædrende omtale i kategorien 'Newspaper Division/Portrait' for et portræt af filminstruktøren David Lynch.
Freelanceren Lene Esthave får hædrende omtale for en serie kaldet 'Veterans'. Det sker i kategorien 'General Division/Sports Feature'.
Og en 3. plads
I kategorien 'Newspaper Division/Issue Reporting Picture Story' er det blevet til en 3. plads til David Høgsholt for serien om narkonanen Mia, der også fik en flot placering ved World Press Photo.
Blandt dommerne i årets konkurrence var bl.a. Brian Storm, der var dommer i vores hjemlige Årets Pressefoto.
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.



Debat
Ingen debatindlæg fundet!