Meterhøje dokumentarfotografier udstilles på Kongens Nytorv
Ni fotografer tyvstarter på Copenhagen Photo Festival ved at udsmykke væggene rundt om metrobyggeriet med gigantstore dokumentarbilleder.
Bag den utraditionelle udstilling står seks fotografer, der i efteråret 2011 stiftede FFUD - Foreningen For Udbredelsen af Dokumentarfotografi. Det var fotograferne Maria Fonfara, Thomas Lekfeldt, Mads Nissen, Miriam Dalsgaard, Jonathan Bjerg Møller og David Høgsholt.
Foreningen drevet af hjerteblodsprojekter og lysten til at fortælle historier, som fotograferne finder vigtige, fascinerende, spændende, interessante og nødvendige.
"Men vi ønsker at komme bredere ud end bare aviser og magasiner. Som det fremgår af navnet er formålet at udbrede kendskab til dokumentarfotografi, bla. gennem udstillinger, foredrag og billedvisninger", siger Jonathan Bjerg Møller.
Udstillingen på Kongens Nytorv er en naturligt konsekvens af foreningens formål.
"Vi stillede spørgsmål ved, hvorfor man ikke kunne vise dokumentarfotografi i kæmpeformat midt i byrummet. Hvorfor er det kun reklamer, der bliver blæst op så stort i det offentlige rum?", siger Jonathan Bjerg Møller.
Billederne på Kongens Nytorv er 3,10 meter høje og 3,85 meter lange, så det krævede en del hænder at få dem monteret på væggen. Det tog 12 timer.

Udover de seks stiftere af foreningen udstiller også Christian Als, Niels Christensen og Tobias Selnæs Markussen.
Om de udstillede billeder
Med en frisk smag af saltvand viser Jonathan Bjerg Møller os livet blandt de unge fiskere i Nordjylland, som han har kendt i fire år.
I Algeriet spejdes der ligeledes ud over bølgerne i håbet om en fremtid. Herfra viser Christian Als os, hvordan diktatur og arbejdsløshed får de unge til drømme sig over Middelhavet til Europa.
Hvis de da ikke bare mister modet eller ligefrem gør voldeligt oprør, som Mads Nissen dokumenterede under Libyen-krigen sidste år.
De unge mænd fyldt med energi kender Niels Christensen også alt til, når han hudløst, råt og kærligt fotograferer sine fandenivoldske venners jagt på intensitet og nærvær.
At kærligheden har mange facetter, understreger Miriam Dalsgaard i sine fordomsfri portrætter af afghanske, burka-klædte småbørnsmødre, mens Tobias Selnæs Markussen jagter hemmelige kærestepar i parkerne i Bangladesh.
Selvom Maria Fonfara tager os ind på livet af egyptiske gæstearbejderne i så fjernt et land som Jordan, er udstillingen også lokal.
I over ti år har David Høgsholt fotograferet Mia og hendes dramatiske liv med heroin og prostitution på Vesterbro.
Udstillingen hænger på Kongens Nytorv frem til 31. juli 2012. Der er 'fredagsøl-fernisering' på Kongens Nytorv Fredag den 11. maj kl. 17, og gruppen håber, at PF's medlemmer kigger forbi.
Gruppen står også bag udstillingen Personal Projects, der udstilles igen i år i Øksnehallen under Copenhagen Photo festival i juni. Her har gruppen ud over de ovennævnte også fået forstærkning af Lærke Posselt.

Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.



Debat
Ingen debatindlæg fundet!