Login · Glemt adgangskode?

Ret profil

Opret ny bruger · Sitemap

DE STORE ARMBEVÆGELSERS MÆND

Politikeren i det mørkegrå, diskrete jakkesæt ser forskræmt på mig og slår sig febrilsk på begge sider af brystet. ”Jeg har desværre glemt min tegnebog. Ved du hvad, jeg sender en check imorgen”.

Af

Året er 1991 og vi bor lige over Teglkroen i Københavns hjerte og plejer lige at titte ind og vinke til kromutter Britta, når vi går forbi. Da vi denne sommeraften kigger ind ser vi, at der ved bordet nærmest vinduet sidder to par. Mændene i nydelige jakkesæt, kvinderne stadset godt op. Maden er lige kommet på bordet.

”Fuck, det er sgu da Jens Maigaard”. Jeg ser på Helle, før jeg smækker døren op og som en anden John Wayne stiller mig op for bordenden og meget højt og tydeligt siger: ”Du skylder mig 1500 kroner”!

Hele krostuen forstummer. Al opmærksomhed fra lokalet er fokuseret på bordet med de to pæne par og den rødhårede fyr, som råber videre: ”Har du penge på dig? Du skylder mig også for den inkasso, jeg satte igang”.

Politikeren i det mørkegrå, diskrete jakkesæt ser forskræmt på mig og slår sig febrilsk på begge sider af brystet. ”Jeg har desværre glemt min tegnebog. Ved du hvad, jeg sender en check imorgen”.

Jeg må tilstå her: Det var stort, det var underholdende. Det var alle pengene værd. At se hans venner, at se gæsterne i lokalet, at se Helle og sønnen stå klistret til vinduet og følge optrinnet. Selvfølgelig vidste jeg godt, at manden ikke ville sende en check. Efter at have researchet på ham, havde vi fundet et årelangt spor af bedrag og svig. Så der var kun et hug for ”pay back”. Og det blev brugt.

Men det var så også kun 1.500 kroner, Jens Maigaard skyldte for at have hyret mig til at tage billeder ved åbningen af en kunstudstilling på Charlottenborg. Jeg kom så til at betale for inkassosagen oveni. For selv om Maigaard skrev økonomiske analyser til Information og arrangerede åbninger af kunstudstillinger, så eksisterede han ikke i virkeligheden. Eller som inkassofirmaet skrev til mig: ”Vi har ikke været i stand til at finde pågældende person i Folkeregistret, så desværre kan vi ikke komme videre med sagen”.

Nu burde vi jo så have lært at læse faresignaler. Men i sensommeren 2002 falder vi på røven igen. Og denne gang lander vi mindre blødt. Det starter også for godt. En mand i fimset lyserød skjorte viser stolt et meget trendy redaktionslokale frem på Holmen – dette nye, gamle hotte sted at køre forretning fra, hvis man er i København.

Manden vil gerne hyre os til at levere stof fra USAs vestkyst til en avis, som snart vil revolutionere dagbladsbranchen i Danmark.

”Penge er ikke et problem. Vi har økonomi til to år frem”, forsikrer chefredaktør Kresten Schultz Jørgensen.

Helle bliver gjort til officiel korrespondent og kort tid efter kommer to kasser med flotte visitkort til vores hjem i Californien. Da avisen udkommer for 40. gang følger en underskrevet kontrakt. Dagen efter lukker Dagen.

Vi fremsender en faktura på 43.600 kroner for det arbejde, vi har leveret. Og den lyserøde skjorte beroliger os: ”Jeg garanterer jer, at I får de penge, vi skylder”.

Not.

Siden har vi set frem til at kunne gentage seancen fra Teglkroen, når vi en dag møder Kresten Schultz Jørgensen et sted på kloden. Han vil sikkert slå sig på sin lyserøde skjortelommer og sige, at han har glemt sin tegnebog. Og i øvrigt har travlt, fordi han skal kloge sig i Journalistforbundets spalter om god kommunikation.

Måske man skulle begynde at gå i lyserød skjorte?

Nå, det er jo historie og vi er blevet klogere med årene. Eller? Næ. En direktør fra en kendt NGO i Danmark kan tilsyneladende ikke betale for en 30 minutters film, som vi ellers leverede til en trediedel af markedsprisen, fordi NGO’en jo gør et godt stykke socialt arbejde, som man jo ind imellem må støtte.

Direktøren har pointeret, at han er ked af det. For han er en mand, for hvem ”ordentlighed i pengesager altid har været et must”. Han sidder bare i en svær situation og det må vi forstå (den viden indførte han os ikke i, da vi indgik aftalen). Nu beder den korpulente herre om vores tålmodighed med ordene:

”Det sker faktisk af og til, at jeg også venter med at få min løn”.

Den begrænsede underholdningsværdi, der ligger i det statement, er ikke 45.000 kroner værd. Så nu kører sagen via DJs jurister. På den måde er vi nemlig blevet klogere.