Så få da fjernet den skide tatovering

Der var engang, hvor fotografer, de kære visuelle væsner, ikke havde brug for at stave til andet end deres eget navn. Og når de gjorde det korrekt ni gange ud af ti var det fordi de havde deres navn tatoveret på underarmen – så de lige kunne skæve ned inden de skrev under.

Af

Jeg har undervist journalister i at fotografere. Hvor er det bare herligt at se dem prøve, med små, ivrige fedtfingre, at få trykket på den rigtige knap i tide, at høre deres videbegærlige spørgsmål:

- Jamen når det nu hedder jpg LARGE, er det så ikke meget bedre end RAW?

- Min grafiker siger det skal være højformat. Hvad er det?

Journalister har grebet fotoet og tager det alle mulige steder hen, hvor det måske slet ikke har været før, og hvor er det fedt!

Fordi fotoet kan noget, og når det sidder dér på siden sammen med det skrevne, ord sker der nogle gange fantastiske ting, og tænk: At lave begge dele! At skabe en helhed!! Det har journalisterne fattet at man kan, og nogle af dem griber muligheden med alle ti små, ivrige fingre.

Hvad gør fotograferne?

- Brok brok brok, fotograferende journalister, mumle mumle mumle, bræk deres fingre, knus deres kamera.

Der har været udbudt et kursus på Update i at skabe sammenhæng mellem tekst og foto. Et kursus som fotografer burde flokkes til, hvor man kunne vinde nyt land, måske få inspiration tage ordet hen, hvor det ikke har været før. Lade ord og billede gå hånd i hånd mod nye ud- og indsigter.

Kurset blev aflyst pga. for få tilmeldinger. Hvor mange fotografer var tilmeldt?

Ikke én.

Der var af stillingsbetegnelser: Journalist, redaktionssekretær og mojo-journalist.

Ikke én eneste fotograf.

Tatoveringer kan fjernes.

Så få den for fanden fjernet!

Selv om det er en anelse angstprovokerende.