Pinterest - trussel eller fremtidens markedsplads
Dansk Journalistforbund advarer mod websitet Pinterest, men det en kortsigtet tankegang, mener kritiker.
Vi har i flere omgange omtalt websitet Pinterest her på sitet.
Pinterest er efter manges opfattelse 'det nye sort', når det kommer til sociale medier på nettet - en slags online opslagstavle, hvor brugerne deler fotos med resten af verden.
Men brugerne risikerer at løbe ind i erstatningskrav fra fotografer, hvis de 'pinner' et billede uden fotografens tilladelse. Der sker nemlig en digital kopiering af billedet fra fotografens server til Pinterest.
De juridiske aspekter i sagen har føet Dansk Journalistforbund til at rykke ud med en advarsel til brugerne af Pinterest.
"Krænkelse af ophavsretten kan koste mange penge for alle parter. For fotograferne betyder det tabt fortjeneste i form af ophavsretspenge, og som bruger kan du omvendt blive mødt med økonomiske krav for misbrug af billeder med ophavsret", skriver jurist Anders Sevel Johnsen på forbundets website.
Det har fået journalist Chris Alban Hansen til at fare i blækhuset: Han mener, at præmissen er forkert. Hvis brugerne af Pinterest skal betale for at 'pinne' et billede, så lader de hellere være. Med andre ord mister fotografen ingen indtægt, for han/hun vil slet ikke have fået nogen i første omgang.
I stedet skal man se på de muligheder for indtjening, der ligger i Pinterest, mener journalisten.
Bliv headhuntet
"Forestil dig, at en fotograf har solgt et knaldgodt billede fra en Grand Slam-turnering til et nyhedssite på nettet. Billedet er så godt, at det bliver pinnet på Pinterest og set af hundrede- måske tusindvis af brugere", skriver han.
Scenariet er ifølge Chris Alban Hansen nu sådan, at en sportsredaktør ser billedet via Pinterest og derfor fluks bestiller fotografen til at dække Wimbledon til sommer.
"Fotografen har allerede fået betaling for det første tennisbillede, så han har faktisk ikke mistet noget ved at blive pinnet. Eksponeringen på Pinterest giver ham i stedet et lead til næste betalte opgave. Hvis billedet oven i købet er pinnet rigtig mange gange, kan det føre til øget efterspørgsel på ham som fotograf, og han kan omsætte sin nye kendthedsfaktor til højere løn for sit arbejde", mener Chris Alban Hansen.
Pinterest kan sikkert føre til jobs, spørgsmålet er blot, om det er noget, der batter i det lange løb. Om et års tid, så kan vi se, om det rent faktisk har den effekt, som Chris Alban Hansen forudser, eller om det blot er blålys.
Og så er det jo i sidste op til den enkelte fotograf, om han eller hun vil retsforfølge de brugere, der - bevidst eller ubevidst - 'pinner' fotografens billeder uden tilladelse.
Herhjemme har vi endnu til gode at se retssager om uberettiget brug af fotos på sociale medier som Facebook, Twitter og Pinterest.
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.


Debat