Fotodommere fik 12 priser
Arrangørerne af fotokonkurrence overvejer at ændre reglerne efter at fire ud af de syv dommere i konkurrencen vandt 12 priser i den prestigefyldte konkurrence. En af dem blev Årets fotograf.

The British Institute of Professional Photography arrangerer hvert år konkurrencen Professional Photography Awards.
I år blev fotografen Richard Mayfield Årets fotograf samtidig med, at han hentede fire andre priser, nemlig guld, sølv og to gange bronze, mens Anton Artemenkov fik tre priser, herunder en guldpris i kategorien Fashion. Kevin Wilson fik bronze og sølv i bryllupskategorien og bronze i fotojournalistik, hvilket Stuart Wood også gjorde.
De fire vindere har imidlertid det til fælles, at de også var dommere i selvsamme konkurrence.
Reglerne for konkurrencen forbyder ikke dommerne selv at deltage, men de må ikke deltage i bedømmelsen af kategorier, som de selv deltager i. Men nu overvejer arrangørerne at ændre reglerne, så dommerne slet ikke må deltage.
Men spørgsmålet er, om det er for sent.
En af vinderne, der ikke sad i dommerkomiteen, fotografen Stuart Freemann, vil returnere sin bronze-pris, med mindre arrangørerne ændrer reglerne.
"Konkurrencen har mistet troværdigheden - jeg kan ikke se, at folk skulle ønske at deltage til næste år", siger han til BBC.
Arrangørerne oplyser, at billederne blev bedømt individuelt af fem dommere og deres stemmer talt sammen. Fotografier indsendt til Årets Fotograf blev bedømt endnu gang af uafhængige dommere.
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.


Debat
Ingen debatindlæg fundet!