Fordommenes holdeplads

Jeg sidder i et selskab af mennesker jeg ikke har mødt før. Vi spiser, skåler og small talker om hvem vi er og hvad vi laver. Allerede her ved jeg, at det snart går galt. At jeg skal diskutere, forsvare og forklare mig helt ud i det perfide, når snakken falder på hvad jeg egentlig laver som fotograf.

Af

Er du så sådan en paparazzitype? Spørgsmålet er reelt nok, når jeg fortæller, at meget af mit fotografiske arbejde omhandler kendte og kongelige, men stilheden og de skeptiske blikke fra folk ved bordet er ikke til at tage fejl af. Jeg er på forhånd dømt til at være sådan en fotograf med et job, mange elsker at hade, og have en mening om.

Jeg er vant til at skulle forsvare mit arbejde både overfor venner, kollegaer og mennesker, jeg ikke kender. Der synes tilsyneladende at være en konsensus omkring, at journalistik og fotografi, der har med sladder at gøre, er et job af værste skuffe. Blandt kollegaer handler det ofte om, at man ikke redder verden og gør en forskel. At det er ligegyldigt og kedeligt fotografi, der udgør summen af ugebladsfotografi. At det ligesom ikke er ”fint” nok at bruge sine kræfter på.

Hos venner og mennesker jeg ikke kender, handler fordommene mere om, at jeg ødelægger folks liv, at jeg er med til at støtte en industri, der udstiller folk ,og at det er ”synd” for de folk, der er på billederne.

Jeg har fået hademails fra læsere, der synes mine billeder gik over stregen i bestemte sager. Jeg er blevet råbt af, skubbet til og har fået at vide, at jeg er en ulækker type der burde skamme mig.

Så hvem er jeg, dette monster, der burde ligge søvnløs og angre mit valg af arbejdsopgaver?

Personligt synes jeg ikke, at mit arbejdsområde skiller sig væsentligt ud fra andre fotografers. Jeg laver portrætter, dækker begivenheder og forsøger at være et ordentligt menneske, uanset hvem jeg står overfor i situationen.

Jeg ser ingen forskel på, om det er en kongelig, en politiker eller en person, der samler på autografer. Min fornemmeste opgave er at afdække virkeligheden med en naturlig sund skepsis og skildre en historie på godt og ondt. Uanset om vi repræsenterer en lokalavis, et ugeblad eller dagblad, vil vi møde mennesker, der ikke bifalder vores tilstedeværelse, ligesom vi også møder mennesker, der er dybt taknemmelige for, at vi er med til at fortælle deres historie.

Så for lige at vende tilbage til fordommene: Vi kan sagtens blive enige om, at sladderjournalistik sjældent redder verden. Det samme gælder i øvrigt også programmer som X Factor, vejrudsigten og programmer om dyreunger i zoo.

Om man spilder sit talent på kendisfotografi, vil jeg lade være op til den enkelte. Personligt er det min erfaring, at man skal være djævelsk dygtig og hårdtarbejdende for at lave gode billeder og skille sig ud fra mængden, præcis som med alt andet fotografi. Er det synd for de mennesker, der er på billederne i ugebladene? Ikke mere, end det er for folk, der optræder i alle andre medier.

Og sidst, men ikke mindst… Er jeg sådan en paparazzitype? Njaaaahh…..