Nissens år
I Kina gik man i januar ind i 'dragens år', men i Årets Pressefoto 2011/2012 er der snarere tale om 'Mads Nissens år. Ikke mindre end fem priser hev den unge Berligske-fotograf hjem.
"Og vinderen er.... Mads Nissen".
Ikke mindre end fem gange måtte Mads Nissen tage den tunge vej op til podiet og modtage endnu en pris for sit fotografi. Og det var førstepriser alle sammen, heriblandt prisen for Årets Pressefoto og Årets Pressefotograf. Han er således den fotograf, der har vundet flest priser ved samme Årets Pressefoto.
I 2010 hentede han fire priser ved Årets Pressefoto 2009/2010.
Tidligere har Jan Grarup i 2000/2001 modtaget fem priser, men heraf var to 'hædrende omtale' og det samme gentog sig i 2004/2005.
I Årets Pressefoto 2007/2008 fik Gregers Tycho Axelsen tre priser , og i 2006/2007 fik Linda Henriksen tre priser.
Det er ikke usædvanligt, at samme fotograf har taget både Årets Pressefoto og er blevet kåret til Årets Pressefotograf, men vi skal tilbage til 2004/2005 og 1994/1995, hvor Jan Grarup fik begge priser. Desuden har Tine Harden (1992/1993), Jan Unger (1984/1985), Ole Lind (1981/1982) og Morten Langkilde (1990/1991) haft samme ære.

De pressefolk, der var på arbejde under åbningen, flokkedes naturligt om Mads Nissen efter den officielle åbning, samtidig med kollegerne var forbi og give ham kram og lykønskninger.
"Mit arbejde er at lave historier, der betyder noget for andre", fortalte han til TV2 Lorry.
Mads Nissen er glad for at vinde de mange priser, fordi det betyder, at hans historier kommer endnu længere ud end blot avisen.

Han mener selv, at grunden til dansk pressefotografis succes generelt, er, at fotograferne ikke bare er konkurrenter, men også kolleger, der hjælper hinanden.
"Og så er der gin", var Mads Nissens afslutningsreplik efter den femte pris. Det var en henvisning til det traditionelle gin-party, som vinderen af Årets Pressefoto plejer at holde efter åbningen.

Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.



Debat
Ingen debatindlæg fundet!