Årets Pressefoto
Udover at vinde titlen som Årets Pressefotograf og førstepris i tre kategorier, er Mads Nissen, Berlingske, også fotografen bag Årets Pressefoto 2011/2012.
Tårer af blod. Ikke kun Libyen men hele historien om det Arabiske Forår: kampen, håbet, viljen og prisen, der er betalt for friheden, findes i dette ene, ikoniske billede af Mads Nissen, som er årets pressefoto.
Dommerne var glade for at kunne kåre et billede fra årets største begivenhed, men de var særligt glade for, at den er repræsenteret så smukt, så symbolsk og i en så overlegen teknisk udførelse.
Begivenhederne er meget større end den enkelte mand, men det er også Husseins personlige fortælling, vi bliver fanget af.
Dommerne fremhævede desuden fotografens evne til at gå så nænsomt til værks i en krigssituation, hvor den usædvanlig lette adgang til handlingen og fronten har resulteret i mange blodige og brutale billeder.
Det kræver fotografisk mod og en stor portion selvsikkerhed ikke at gå efter det dramatiske inde på sådan et hospital, hvor alle sanser bliver bombarderet konstant. Derfor er det endnu et eksempel på, hvordan denne fotograf formår at arbejde lige så hurtigt som sine kolleger, mens han samtidig evner at destillere følelsen af omgivelserne ind i fotografiet.
Dette sarte billede kunne så let være blevet overset. Men det blev det ikke, hvilket også gør det unikt og til en favorit hos dommerne fra starten.
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.



Debat
Ingen debatindlæg fundet!