Jeg er et kundetræningscenter
Mine kunder er i absolut topform. Jeg træner dem nemlig adskillige gange hver dag. For eksempel har jeg været på Facebook mindst ti gange, når dagen er gået, og det er en vigtig del af træningen.
Jeg er med på et kursus i august 2011 med Kim Kampp fra House of Vision og Hanne Bros, som er konsulent og freelancejournalist.
I to dage giver de råd om, hvordan jeg som fotograf gør opmærksom på mig selv.
På kurset gennemgår vi forskellige veje til et bedre salg, specielt er jeg ret vild med den model, at jeg skal ”træne” mine kunder (lige i min sportsånd), som betyder, at folk skal lære mig at kende. Man skal forestille sig, at man har en tragt, som består af blogs, artikler, opdateringer på Facebook, pressemeddelelser, en e-bog, alt sammen gratis arbejde som jeg laver.
Fra bunden af tragten strømmer energi til min målgruppe. Jo mere aktivitet, jo mere trafik genererer det til hjemmesiden.
Før var de mange daglige besøg på Facebook helt sikkert en overspringshandling, nu er det en vigtig del af træningen. Skulle jeg glemme det, minder min kalender mig om, at jeg skal huske Facebook og at blogge, for nu må jeg godt.
Det handler for mig om at få det sat i system nu, så jeg ved, at jeg skal bruge tid på Facebook og tid til at skrive blogs.
Jeg har en almindelig profil og en fotografprofil på Facebook, og jeg er mandagsblogger her på Pressefotografernes hjemmeside.
Denne blog er altså også en del af kundetræningen. Det kan godt være, at det er gratis arbejde og dufter let af overspringshandling, men jeg forstår, at det bringer mine kunder i topform og købehumør.
Hvis alt går efter planen, har jeg således lagt grunden for en ny kunde i løbet af dette indlæg.
Hvis det ikke virker, kan jeg altid stille op i 100 meter overspringshandling ved næste nationale mesterskab.
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.




Debat