Billeder på blog gav regning på 7.500 kr
En dansk blogger har modtaget en regning på 7.500 kr. fra en fotograf. Hun havde brugt en fotografs billeder på sin blog uden tilladelse og havde ikke krediteret fotografen.
Malou Rotvel Pagh, bestyrer en blog, som hun kalder klidmoster.dk. Hun er gastronom og bloggen består bl.a. af anmeldelser af restauranter.
I januar skrev hun om en sushi-restaurant, som hun ikke var helt tilfreds med. Som dokumentation på forskellen mellem restaurantens egne reklamer og de sushi, som der rent faktisk blev serveret, brugte hun dels egne billeder og dels fire billeder, som hun lånte fra sushistedets hjemmeside.
"Nederst på sushistedets hjemmeside står der: ©. Jeg antog derfor, at sushistedet havde copyright på alt indholdet på hjemmesiden (da der heller ikke er krediteret en fotograf noget sted på hjemmesiden)", skriver hun på sin blog.
Hun havde efterfølgende en samtale med restaurantens ejer om anmeldelsen, og her blev billederne ikke nævnt med et ord.
Men den 13. februar modtog bloggeren en regning fra den forudrettede fotograf på 7.500 kr. inklusiv moms.
"(Fotografen) var på ingen måde interesseret i en dialog omkring det. Jeg har brugt hendes billeder og det uden tilladelse - og så er den ikke længere for hendes vedkomme", skriver Malou Klidmoster.
Selv mener hun, at hun har handlet i 'god tro'. Hun troede, at det var sushistedets billeder, og hun beklager sig over, at restauranten ikke efterfølgende havde gjort hende opmærksom på, at hun ikke måtte bruge billederne.
"Jeg har naturligvis straks fjernet billederne her fra bloggen. Jeg har kontaktet fotografen, undskyldt og fortalt at jeg bestemt ikke har krænket hendes ophavsret bevist. Det ændrer ikke på sagen på nogen måde", skriver hun.
Nu vil hun kontakte Århus Retshjælp og forelægge al hendes dokumentation for dem i håb om at slippe for at betale regningen.
Hun slutter sit blogindlæg af med følgende salut:
"Lad det være en lektie for alle bloggere: brug ikke billeder eller illustrationer fra nettet uden skriftelig tilladelse fra fotografen eller kunstneren!"
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.


Debat