Login · Glemt adgangskode?

Ret profil

Opret ny bruger · Sitemap

Den indre photoshop

Man kan og skal ikke lave regler for brugen af Photoshop, men man skal arbejde med etikken i det arbejde, der udføres. Det skriver Bjarke Myrthu, der tidligere har været ansat hos Magnum, i denne klumme. Han foreslår nedsættelse af et “etisk råd”, som skal arbejde med løbende at reviderede retningslinjerne, moderere debatten og tage stilling til konkrete eksempler.

Af

“YOU, FUCKING DANISH PURITANIST!”

Råbet gjaldede så højt igennem telefonrøret, at alle omkring mig på kontoret tydeligt kunne høre det.

Nogle måbede, og andre grinede. Ordene kom fra en af de største legender i fotografiets historie, som desværre ikke længere er her. Han havde få måneder forinden opdaget Photoshop, og havde entusiastisk givet sig i kast med at lægge diverse effekter og filtre indover nogle af sine berømte billeder.

Jeg så det som min opgave at udfordre ham i hans eksperimenter. Ironisk nok havde jeg få dage forinden haft en anden højlydt konfrontation med et af de andre koryfæer i branchen, som havde sagt til mig “You are going to destroy us all, if you publish this”.

De to udsagn er blot et par eksempler fra den kavalkade af heftige diskussioner, jeg har været priviligeret nok til at have i den tid jeg har arbejdet med nogle af verdens bedste, meste egocentrerede og mest passionerede fotografer.

Hos Magnum gik man i lang tid i samme retning, som hos Pressefotografforbundet, og forsøgte at definere regler for brugen af Photoshop og teknisk udstyr.

En overgang var et af de store debatemner Alex Majoli’s portrætter, hvor han med en kombination af belysning, eksponering og Photoshop lukkede stort set alt ned rundt om motivets ansigt (senere begyndte Paolo Pellegrin på det samme).

Billederne (både Alex’s og Paolo’s) fik masser af priser, anerkendelse og eksponering i magasiner over hele verden. Interessant nok minder både billeder og teknik meget om det som Thomas Nielsen har lavet på Mændenes Hjem. Alle diskussionerne strandede imidlertid på, at det var umuligt at sætte præcise retningsliner og grænser op for noget, som i sidste ende er et generelt etisk valg.

Jeg mener at forsøget med regler for Photoshop og andre tekniske redskaber er et vildspor af to årsager:

Alle der arbejder med fotografi ved, at man kan lave et billede, hvor 90% er lukket ned, og være mere fair overfor historien og etisk i sit arbejde, end et billede som er den rene raw-fil.

Det afgørende er den som står bag kameraet, og hvordan han eller hun forholder sig til verden. Det er 'den indre photoshop' der er afgørende, ikke den på computeren.

Derudover er det farligt og i praksis nok også umuligt at begrænse kreative menneskers forsøg med ny teknologi.

Tænk hvis Capa, Bresson og andre ikke havde taget et 35-mm Leica under armen og brugt denne nye kamera teknologi til at udfordre samtidens idé om, hvad man kunne bruge fotografiet til? Eller hvis Eggleston ikke havde kastet sig ud i eksperimenter med farvefotografi? (I øvrigt ville sort-hvid-fotografi jo nok være forbudt under Photoshop reglerne, hvis ikke lige det var kommet før farven).

Mangfoldighed i fotografiet er vigtigt, og jeg er lige imponeret af Thomas Nielsens paprør, som jeg er af Peter Hoves perfektionering af klassiske dyder og virkemidler. Begge retninger er gensidigt afhængige af hinanden, og dræber man den ene, visner den anden.

Mens jeg ikke mener man kan lave regler for brugen af redskaber, er jeg varm fortaler for, at man arbejder med etikken i det arbejde, der udføres. Uden etik forsvinder troværdigheden, og uden troværdighed er der ingen grund til at lave dokumentariske billeder (alle kan jo lave et flot billede i dag, så vi gider kun bruge tid på dem, vi kan stole på).

I journalistikken har man jo i generationer arbejdet med generelle etiske retningsliner, for at sikre tilstræbt objektivitet, fairness og så videre.

Der er muligvis allerede retningsliner som disse i Pressefotografforbundet, og de burde være selvskrevne i baghovedet på enhver fotograf, der arbejder dokumentarisk.

Men for mig at se er sådanne regler, det nærmeste man kommer at sikre troværdigheden, og detaljerede regler om Photoshop er unødvendige, hvis fotografen følger sådanne retningslinjer.

En idé kunne måske være at nedsætte et “etisk råd”, som kunne arbejde med løbende reviderede retningsliner, moderere debatter og tage stilling til konkrete eksempler. Et sådan råd skulle sammensættes bredt af folk med forstand på filosofi, sociologi, etik og naturligvis fotografi, da det er her arbejdet stater - og ikke med software og fototekniske overvejelser.

Hos Magnum var det i øvrigt Josef Koudelka der gav reglerne om Photoshop dødsstødet, da han med en passioneret dundertale på et af årsmøderne kundgjorde, at det mindede ham om den kommunisme, han havde bekæmpet og var flygtet fra, hvor nogle få magthavere lavede ideologiske regler for masserne.

Koudelka er så analog man kan være, han ejer ikke engang en telefon, og han har besluttet aldrig mere at lave print, da hans mangeårige trykker er død, og han ikke stoler på andre. Det kan man da kalde puritansk.

Men alligevel følte han, at regler for photoshop var principielt forkerte.