Paprør til debat
Fotograferne på bureauet 16tyve inviterer til debataften den 22. februar 2012. Debatten tager udgangspunkt i diskvalifikationen af Thomas Nielsens serie fra Mændenes hjem, der blev sendt ind til Årets Pressefoto.
Må man fotografere med et paprør foran sin flash? Det spørgsmål stiller bureauet 16tyve i indbydelsen til en debataften, hvor beslutningen om at diskvalificere Thomas Nielsens serie er til debat.
"Da freelance-fotograf Thomas Nielsen fra 16tyve i efteråret indsendte en fotoserie optaget med et paprør foran flashen - en “snoot” - til Årets Pressefoto 2011/12 fra Mændenes Hjem i København, var det med håbet om at få en skifteramme med hjem fra prisoverrækkelsen. I stedet blev fotografierne taget ud af konkurrencen. Thomas Nielsen har siden sat paprøret til salg på eBay sammen med hele fotoserien - pengene går ubeskåret til Mændenes Hjem. Efterfølgende har en passioneret debat levet sit eget liv på nettet - måske den vigtigste, principielle debat om fotojournalistik i årevis i Danmark", skriver bureauet i indbydelsen.
På forhånd er der lagt op til en debat, hvor der søges svar på mange af de spørgsmål, som debatten om paprøret har kastet af sig, både her på hjemmesiden, på journalisten.dk og på Facebook:
- Hvor går grænserne for fotojournalistikken i en tid, hvor det traditionelle pressefotografi er under pres af et nyt syn på form og udtryk, af den teknologiske udvikling og af et presset marked?
- Sætter vi troværdigheden over styr, når vi fotograferer med et paprør foran flashen og trækker vores personlige formmæssighed ned over dokumentarfotografiet?
- Hvem skal bedømme troværdigheden af, hvad der skete foran kameraet i optagelses-øjeblikket - fotografen eller beskueren?
- Og er det kun fotografens egen etik og moral, som sikrer troværdigheden?
- Kan og skal vi overhovedet opstille regler for fotografens adfærd før, under og efter billedernes opståen?
- Og i så fald hvilke regler?
Panelet består af
- Lars Lindskov, der er formand for Pressefotografforbundet
- Peter Hove Olesen, der er fotograf på Politiken og medlem af bestyrelsen i PF
- Per Folkver, der er tidligere fotochef på Politiken og tidligere dommer i World Press Photo
- Thomas Nielsen, der er manden ga de famøse paprørs-billeder.
Ordstyrer er Susanne Sayers, journalist og coach, underviser på DMJX.
Du skal tilmelde dig forud på . 16tyve serverer tapas i form af pæle, brød og ost og lover, at baren næsten er gratis.
Debatmødet finder sted hos 16tyve, Vesterbrogade 80B, 4. sal, 1620 København V den 22. februar 2012 kl. 19.30.
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.



Debat
Ingen debatindlæg fundet!