Se og Hør opruster på paparazzi-billeder
Ugebladet Se og Hør relancerer sig med et løfte om flere paparazzi-billeder. Baggrunden er bl.a., at billeder ikke kan citeteres.
Chefredaktør Kim Henningsen forklarer således til politiken.dk, at Ekstra Bladet og B.T. hver uge stjæler Se og Hærs bedste historier og bringer dem på deres hjemmesider.
"Nogle gange holder de sig inden for citatrammerne, andre gange gør de ikke. Men i Danmark må man ikke stjæle billeder, så nu vil vi sikre, at køberne af Se og Hør får noget unikt i form af mere af den billeddokumentation, der hører til de enkelte historier. Det er suverænt det, læserne efterspørger mest", siger han til politiken.dk.
Chefredaktøren understreger dog, at Se og Hør ikke vil bryde grænser, når det drejer sig om at skaffe paparazzi-billederne. Det skal derimod ske inden for lovens rammer og med respekt for de fotograferede, siger han.
"Vi går ikke længere, end vi allerede gør. Altså lige til grænsen og enkelte gange lidt over. Men vi udvider spektret af kendisser, især inden for realitygenren. Så det er mere paparazzi, ikke værre paparazzi", siger Kim Henningsen til politiken.dk.
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.


Debat