Troværdigheden i lokummet

Fotoverdenen har et unødvendig stort fokus på troværdighed, som både er hæmmende, fejlagtigt og helt ude af proportioner.

Af

Følgende citat var en del af et debatindlæg under artiklen om paprørsfotografen:

"Som fotojournalister har vi kun én ting at slå på. Troværdighed!"

Jeg vil mene, at vi har rigtig mange strenge at slå på. Og at ’troværdigheden’ i sig selv ikke er en kvalitet, men en banal og elementær betingelse på samme måde som, der skal være strenge på en guitar før den spiller.

Det er så banalt, at det ikke engang er værd at fremhæve. Alligevel bliver postulatet gentaget og ophøjet i stort set alle sammenhænge, hvor fotofagets fremtid og udvikling diskuteres. Både her i landet og globalt. Der er tilsyneladende enighed om, at vi er særlig troværdige, eller at troværdighed er en særlig nødvendighed for pressefotografer og fotojournalister.

Men hvis vi er de troværdige, så må vi også kunne definere de utroværdige. Er det vores TV-kollegaer, som i høj grad er nødt til at benytte sig af iscenesættelse? Er det reklamefotograferne og deres arbejde med forskønnelse – og hvor stiller det alle fotojournalisterne, som ernærer sig af kommercielt fotografi? Den simple og banale sandhed er, at alle som beskæftiger sig med formidling af budskaber er underlagt troværdighedsbegrebet. Det er på ingen måde noget unikt eller særlig nødvendigt for pressefotografer og fotojournalister. Det er et simpelt vilkår, da al utroværdig formidling er lig med dårlig formidling.

Men hvordan kan det så være, at det er gået hen og blevet særlig vigtigt for vores fag? Der har været meget få tilfælde, hvor fotografer bevidst har forsøgt at snyde ved at omgå de mest fundamentale regler for journalistisk formidling. Absurd få(!!!) i forhold til, hvor meget vi værner om vores troværdighed og tilliden fra billedbetragteren. Vores store fokus på troværdigheden ville i fodboldverdenen svare til, at alle diskussioner tog udgangspunkt i meget få tilfælde af aftalt spil - og med meget mindre fokus på selve sporten som konsekvens. Det ville være ødelæggende på samme måde, som fotografverdenens overdrevne fokus på snyd og manipulation uden tvivl er medvirkende til at skabe større mistro til faget.

Selvfølgelig er tilliden fra billedbetragteren vigtig, men den skal plejes med måde. Der skal være nogle simple regler, som skal være lige så banale og elementære som det faktum, at troværdighed er en banal og elementær del af enhver form for formidling. Der skal både i hverdagen og i forbindelse med konkurrencer som Årets Pressefoto være nogle spilleregler og klare linjer, hvor man aldrig må kunne være i tvivl om, der er overtrådt eller ej. En fejldom er lige så mistillidsskabende for faget som et tilfælde af snyd. Derudover er al fokus på troværdighed overflødig.

Der er ikke noget, som retfærdiggør vores unødvendigt store fokus på troværdigheden. Måske er der indledningsvist nogle som fantasiløst har forvekslet en fundamental, faglig betingelse med en kvalitet, som kunne sikre vores eksistensberettigelse. Hvis det skulle være tilfældet, så har vi placeret os på en piedestal, der ikke er højere end laveste fællesnævner.

Vi har rig mulighed for offentligt at fremhæve vores kvaliteter som historiefortællere og begivenhedsformidlere. Vi kunne diskutere præferencer inden for billedbehandling og æstetisk stil. Vi kunne tale om den personlige tilgang over for den dokumentariske. Men alle diskussionerne kommer i stedet til at handle om ’rigtigt/forkert’ - og ender brunt. De drukner i et tilstoppet lokum, som bliver blokeret af fagets fejlagtige hovedfokus på troværdigheden.