'Det har været et svagt nyhedsår'
Der bliver ikke uddelt nogen 2.-pladspris i Årets Nyhed (Danmark).
Dommerne synes nemlig ikke, at de indsendte billeder generelt til denne kategori var gode nok.
"Ud fra disse billeder, er der ikke sket en skid i Danmark sidste år", udbrød en af dommerne, da alle de indsendte billeder til kategorien var kigget igennem.
Men dommerne var også enige om, at der havde været så som så med nyheder i det forgange år.
Folketingsvalget i august fyldte naturligt meget i kategorien og det er historisk, at Danmark har fået sin første kvindelige statsminister. Men valgkampen var uhyre kontrolleret af spindoktorer og partistrateger og lagt an på tv. Derfor har det været svært for pressefotograferne at komme tæt på valgets hovedpersoner.
Så det er ikke nødvendigvis de danske fotografers skyld, at nyhedskategorien ikke bød på flere potentielle vinderbilleder.
"Måske har ændringerne på redaktionerne også en betydning. Fotograferne på aviserne dækker ikke nyheder i sammen grad som tidligere", mener norske Harald Henden, der er en af de fem dommere, der bedømmer stillbilleder i Årets Pressefoto.
Der bliver nikket rundt om skærmene.
"I min generation har det i hvert fald længe været holdningen, at vi alligevel er for sent på den, når det drejer sig om nyheder. Så vil vi hellere gå lidt på afstand og lave reportagen", siger David Høgsholt.
Dommerne valgte ikke at tildele et billede 2. pladsen i nyhedskategorien.
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.


Debat