De der kan og de der gør

Det er næsten lidt for oplagt at skrive om Årets Pressefoto i den her mandagsblog. Men det stopper mig ikke fra at gøre det alligevel. Jeg har deltaget meget lidt i de debatter om dette og hint ved Årets Pressefoto, der har verseret gennem årene, men i år vil jeg gerne hælde en smule benzin på bålet.

Af

Da min familie og jeg flyttede til London i 1992, fik jeg automatisk en plads på skolens fodboldhold, bare fordi jeg var dansker, selv om min samlede erfaring som fodboldspiller, op til det tidspunkt, begrænsede sig til en enkelt sommer 1986, hvor jeg spillede på miniputholdet i Skovshoved Idræts Forening, indtil min mor meldte mig ud af klubben, fordi hun ikke troede, at der var træning om vinteren. Lidt på samme måde har dansk fotojournalistik opnået en status af verdensklasse, som vi er mange, der soler os i, men få der lever op til.

I timerne før deadline for Årets Pressefoto 2011 har jeg talt med adskillige kolleger og venner, der var tæt på ikke at deltage, fordi de ikke synes de havde nogen billeder, der var gode nok. Blandt dem er også flere, der tidligere har stået på podiet med en af de forjættede Bilka-rammer i hånden. I år har 210 kolleger indsendt deres bud på, hvad god fotojournalistik er og statistisk set, er det en fin deltagelse, men Pressefotografforbundet har 838 medlemmer i alt og det vil altså sige, at tre fjerdedele af vores kolleger har valgt ikke at være med.

Det sker ofte, at jeg bliver spurgt af håbefulde amatør fotografer, eller stolte forældre, hvordan man bliver fotojournalist. Mit svar er altid, du skal ville det så meget, at du ikke kan forestille dig en anden vej. Men i virkeligheden lader det til, at jeg lever i en illusion om, at mit fag er befolket af ildsjæle og autister, der kæmper for at fakkelbærere i oplysningens Olympiske Lege, for entusiasme er åbenbart blevet en mangelvare.

For mig handler Årets Pressefoto ikke om at få en billig ramme, med en dårlig kopi af et af mine billeder, som en håndfuld kolleger har skrevet under på, at de synes er godt. Det handler om at tage et skridt tilbage og se, hvordan mit fotografi har udviklet sig i løbet af det sidste år og tage stilling til, hvad jeg selv synes er værd at vise til andre. Siden jeg blev færdig på Journalisthøjskolen har jeg i gennemsnit skudt omtrent 25.000 billeder om året. Den dag jeg ikke, i den bunke, kan finde 25 billeder, som jeg har lyst til at vise jer andre, er den dag jeg smider fotovesten i ringen og finder på noget andet at lave.