Login · Glemt adgangskode?

Ret profil

Opret ny bruger · Sitemap

Vi slår dig ihjel!

Er det bare mig der er uheldig? Eller hænger truslerne om tæv, lemlæstelse og død tættere og flere i luften, når vi er på arbejde som fotografer ude i den virkelige verden i det ny årtusind?

Af

Tre gange i 2011 er jeg blevet truet. I tre forskellige lande på to kontinenter. På tre meget forskellige opgaver.

Jeg synes, det er blevet mere råt derude. Helt ærligt.

April i en forstad til Johannesburg. Er på job for svensk tv. Jeg filmer en meget høj mur med elektrisk hegn på toppen og to videoovervågningskameraer monteret, så al trafik på den offentlige villavej huset ligger på, kan monitoreres.

Fem-seks minutter bruger jeg på tage billeder og er ved at smide mit stativ i baggagerummet på udlejningsbilen, da porten i den høje mur går op og en bil drøner ud og bremser hårdt op foran min bil. Fire mænd springer synkront ud af de fire døre og så starter 20 minutters intimidering af mig. To af dem spiller good cop/bad cop, de to andre står i baggrunden og følger optrinnet. De har alle fire pistoler stukket ned i bukseliningen, diskret omme på ryggen, men ikke til at tage fejl af.

Good Cop beder mig pænt om at vise, hvad det er jeg har filmet. Bad Cop vil bare smadre mit kamera. Jeg viser optagelserne frem – de kræver at jeg sletter båndet. Jeg beder dem om at tilkalde politiet, hvis de mener jeg har overtrådt nogen lov. Det mener de ikke er nødvendigt. Jeg prøver ikke selv at ringe til 112.

Jeg bliver overbevist om, at jeg skal slette mine optagelser. Jeg er alene, meget alene, sammen med fire bevæbnede mænd på en meget, meget lidt trafikkeret villavej i Randburg. For første gang i min karriere må jeg bukke under for udefra kommende pres.

”Vi finder dig og slår dig ihjel, hvis de billeder nogensinde bliver vist på tv”. Jeg tror på manden, der har spillet Bad Cop. Det er ham der står for afskedssalutten.

August i Urbanplanen på Amager. Ankommer til parkeringspladsen ved kirken og ser to politimænd i gang med at molestrere en bil. Seks-syv unge mænd, alle lidt mørke i huden, ser til. Jeg går derover med mit videokamera. ”Du skal ikke filme os”. Siger en. ”Film for helvede de svin”. Siger en anden og nikker mod panserne.

Så er det jeg kommer i vildrede. At filme eller ikke at filme er spørgsmålet.

”Hvis du filmer os, smadrer vi dit kamera” siger den fedeste og absolut mest vokale i gruppen. Jeg lader være med at optage, men tager en lang snak med de meget aggressive unge mænd. Journalisten der er med mig er meget nervøs, men jeg er sgu da på hjemmebane. Jeg boede selv i UP i ni år i mit tidligere liv. Og vil ikke lade mig intimidere et sted, jeg voksede op.

Paris senere i august. Er ved at optage det danske hjemløse fodboldlandshold varme op til kamp, da der lyder flere eksplosioner. Det foregår lige nedenfor Eiffeltårnet og jeg må have stillet min nysgerrighed. Så jeg sætter kurs mod eksplosionerne og synet, der møder mig efter at have kæmpet mig gennem nogle buske, er overraskende. 150-200 afrikanere er i kamp med en lille flok politibetjente. Tåregassen flyder dovent i sommervarmen, mens de unge gadehandlere, der er endnu mørkere i huden end drengene i UP, løber frem mod politiet.

”Allahu Akbar” gjalder mod panserne, mens sten og flasker regner ned over de uniformerede tjenestemænd. Det er første gang, jeg hører det kampråb blive brugt i en europæisk storby. Og det undrer mig kortvarigt, hvordan souvenirsælgere får drejet en kamp om manglende næringsbrev over til et religiøst gadeteater.

Politiet er i undertal og må trække sig tilbage. Jeg fokuserer på en ung mand der er ved at rive et helt rosenbed op, da 7-8 af gadehandlerne får øje på mig.

Og kommer stormende mod mig bevæbnede med mini Eiffeltårne støbt i jern, hævet til slag. ”Slet det”! Selv om mit franske er mere end fattigt, så forstår jeg dog så meget. De står nu et par meter fra mig. Jeg er lige startet på min opgave og har ikke lyst til at få mit kamera smadret. Så jeg går en meter frem imod dem og råber tilbage på dansk. Højt.

Heldigvis er der en rigtig mand tilstede. Ude at lufte hund. Han råber, de skal tage hjem, hvor de kommer fra. Opmærksomheden bliver nu tildelt hundelufteren, som når at få et par slag på kroppen, men også får langet et par flade ud til de ophidsede unge, inden de trækker sig hærgende tilbage. Politiet er på vej med forstærkninger.

Er det bare mig, der er uheldig?

Jeg havde gang i dialogen et par gange ude i Urbanplanen i sommer. Ville filme efterkommere af indvandrere grille döner i gården f.eks.

Men fik ikke lov, fordi de var blevet taget i røven af nogle af mine kolleger. Altså var det materiale, andre fotografer havde optaget, blevet taget ud af kontekst og brugt som arkivbilleder til at billeddække andre historier, hvor personerne pludselig blev misbrugt.

”Det gider vi ikke være med til” var meldingen fra flere. Det forstår jeg godt. Men hold kæft, hvor er det irriterende.

Forleden blev den amerikanske fotograf Eugene Richards citeret her på sitet for følgende: "Først og fremmest, flere og flere spiller en rolle foran kameraet. Jeg ser det i undergrundsbanen, folk tager deres mobiltelefoner frem hele tiden og fotograferer hinanden"

Så skulle man jo tro, at vores opgave ville være lettere I dag. Not so!

Jeg er bange for at vores troværdighed som fotografer er faldet lige så dybt som journalisternes. Og det er slemt, synes jeg. Er det pga. et for lemfældigt forhold til Photoshop? Er det fordi konkurrencen er blevet større os imellem for at lave et scoop? Vinde en konkurrence? Er det fordi folk på gaden er blevet hængt ud via vores billeder, der ligger i arkiv rundt omkring?

Jeg ved det ikke, men sværere er det altså blevet. Det at fotografere i det offentlige rum.

Glædelig jul – godt Nytår.