Login · Glemt adgangskode?

Ret profil

Opret ny bruger · Sitemap

Luderfotografi

Billedet lokker forhåbentlig husarerne til. Luderfotografi skaber luderbilleder, som jo kan få følelserne i sving hos nogle og dermed også få gang i både underliv og debat.

Af

Geert Mørk skrev sidste mandag om den manglende debat. Det skræmmer, at vi bloggere ikke rigtig kan få hul igennem til læserne. Jeg er så småt ved at erkende nederlaget. Men jeg prøver en gang til.

Luderfotografi er en søster til luderjournalistik. Et gammel begreb som dækker betalte presseture af firmaer og andre, der gerne vil have deres budskab igennem i pressen, det være sig ugeblade, aviser, tv og radio, til at lancere deres produkter på en troværdig måde. I stedet for dyrt betalte annoncer som læserne ikke læser. På PF-konferencen tidligere på måneden fik vi desværre ikke tid til at komme rigtigt rundt om emnet. Viljen var tilstede, men tiden imod.

Spørgsmålet var i Nyborg og er her: Er det i orden, at vi rejser ud i verden på flybilletter betalt af velmenende NGO’er og bor på hoteller, der i den sidste ende er financieret af bidragydere til samme NGO’er?

Hvis det var private firmaer ville de fleste redaktionschefer, journalister og fotografer nok takke nej for et tilbud om gratis rejser og ophold, hvis det handlede om redaktionelt, uafhængigt stof. Undtagen når vi snakker om motor- og rejsestofsjournalister, som notorisk har skamredet journalistikken i årevis. Men det ved vi jo og det gør læserne også.

Alligevel har Godhedsindustrien i årevis formået at lokke journalister og fotografer med på disse betalte presseture. For det handler jo om at få danskerne gjort opmærksom på verdens elendighed og det hele sker i en god sags tjeneste. Endda i sandhedens tjeneste.

Jeg præciserer lige. Jeg snakker ikke om bestilte opgaver for NGO’erne, hvor vi er hyret til at skildre en bestemt begivenhed eller projekt. Det er arbejde som alt andet. Jeg snakker kun om luderture.

Jeg fik taget min mødom omkring sandheden og den gode sags tjeneste af Dansk Røde Kors så langt tilbage som 1997, hvor jeg blev fyret for åben skærm på TV2, fordi jeg lige netop anfægtede sandheden i budskaberne, som Røde Kors dengang præsenterede læserne for. En præsentation der bestod af mine billeder og udeladelse af mine informationer. Lang historie som dels betød, at jeg mistede 100.000 om året fra RK, men også fik et mere detaljeret kendskab til den dynamik, der driver NGO’erne i deres jagt på penge.

Det er nu 14 år siden. Og det er kun blevet værre med overdrivelser, fortielse, og misbrug af penge i de forgangne år fra NGO’ernes side. Hvorfor? Fordi pengene ikke længere hænger på træerne ude på Asiatisk Plads. ”I de gode gamle dage”, dengang hvor NGO’erne fik størstedelen af økonomien dækket af DANIDA, var det mere et spørgsmål om at kunne skrive store budgetter og komme op med mere eller mindre håbløse projekter som embedsmændene i Udenrigsministeriet kunne smide penge efter. Men så let er det ikke idag. De senere år har konkurrencen om at få privat funding fra de danske hjem skærpet tonen og midlerne. Eller som socialdemokraten Benny Engelbrecht udtalte tidligere på året til JP »Man risikerer, at det ender i et våbenkapløb, hvor det skal være stadigt mere opfindsomt og tivoliseret.«

Ender i?

Kim Bildsøe og Jes Dorph, der nattebader i Københavns Havn efter en endt Afrikaindsamling i august i år, er både geografisk og mentalt ualmindelig tæt på Tivoli. Ren underholding, som selvfølgelig var yderst farlig for de to herrer pga. den overhængende fare for e-coli infektion! Men som for mig endnu engang flyttede målestokken for anstændighed i forhold til indhold og seriøsitet.

Det er her, vi kommer ind i billedet, os luderfotografer. Vil vi være med til det ”våbenkapløb” hvor der ikke bare bliver skåret hjørner, men manipuleret med tal og fakta (se min forrige blok her på sitet). Hvor laveste fællesnævner svømmer i Københavns Havn en sen aften?

Personligt mener jeg, vi skal til at sige nej til ”Embedded Journalism” som eufemismen for luderjournalistik er nu om dage. Altid.

Det kommer fra en fotograf, der har været på mange af disse ture gennem årene. Uskyldigheden hos NGO’erne er forlængst gået fløjten. De store organisationer kører som veldrevne firmaer, der bruger løs af de indsamlede midler til store dyre kampagner. Tag Folkekirkens Nødhjælp der brugte 71% af de indsamlede midler fra ”Giv en ged” til at financiere den selvsamme kampagne. Eller Børnefonden, som de forløbne fem-seks år har været involveret i tre skandaler – den sidste i juni 2010 – som handlede om at fortie pædofili overfor omverdenen i et af deres projekter.

Eller Dansk Røde Kors som har en medarbejder per 3,5 asylansøgere mod Brovst Kommunes ene medarbejder per 11,7 asylsøgere. Ikke at det har med indsamlede midler at gøre, det fortæller bare en historie om uprofessionalisme og overforbrug i Danmarks største NGO.

Forestil dig, at du er på ludertur til et fjernt afrikansk land. Og du opdager, at der er snavs i det projekt, du besøger. Laver du så historien om snavset, når du har fået betalt din rejse og dit ophold? Det er ikke et hypotetisk spørgsmål. Jeg har stået i den situation sammen med fire andre danske journalister i Bukoba, Tanzania. Ikke en af journalisterne valgte at skrive den ellers saftige historie om, hvordan de lokale Røde Kors medarbejdere taklede AIDS-epidemien i regionen.

Og for en ordens skyld. Jeg var på min sidste ludertur for en NGO tilbage i 2004.

PS Hvis I vil se det multimedie show jeg viste på Nyborg, så ligger det HER.