Prisbelønnet norsk fotograf afsløret i photoshop-fusk
Endnu en fotograf er faldet for fristelsen til at tage den korte, og umiddelbare nemme vej til et godt billede. Og endnu engang har det vist sig, at det ikke kan betale sig at fuske sig til et godt billede, for også denne gang blev fotografen afsløret.
Det drejer sig om den erfarne og anerkendte naturfotograf Terje Hellesø, der gennem næsten 30 år har levet af at fotografere naturen. Hellesø er mest kendt for sine utraditionelle naturfotografier og blev i år udnævnt som 'Årets Naturfotograf 2010' af Naturvårdsverket.
I Sverige, hvor den norske fotograf bor, har der gennem længere tid været forlydender om, at flere af hans fotografier ikke var helt fine i kanten. Flere naturinteresserede, både fotografer og jægere har undret sig over, at Terje Hellesø ganske ofte kunne tage fantastiske billeder af meget sky arter som eksempelvis los.
Det blev da også et fotografi af en los der førte til faldet fra naturfotografiets stjernehimmel til, i disse dage, en foragtet og udskældt fotograf, som i lørdags indrømmede at have fusket med flere af sine billeder.
Flere blogindlæg har reageret kraftig på en artikel på Terje Hellesøs hjemmeside, hvor rubrikken er 'Ærlighed varer længst', og hvor han blandt andet skriver:
"Idag arbetar jag dagligen med Photoshop – mina inskannade bilder behöver rengöras från damm och repor. Några äldre dior med färgstick behöver justeras. Jag skulle däremot aldrig få för mig att plocka bort eller lägga till detaljer i bilderna. Jag skulle aldrig frångå den fotografiska bildens ursprung. Det skulle äventyra bildens fotografiska förtroende. Även när jag fotograferar digitalt, arbetar jag på fotografiska premisser!"
Afsløret af en ekspert
Gunnar Glöersen blev den afgørende faktor for afsløringen. Han er rovdyrekspert i det svenske jægerforbund og blev ringet op af en journalist, som ville have ham til at kigge på nogle af Hellesøs billeder og bedømme deres ægthed. Det ville han gerne, og det undrede ham straks, at lossen på et af billederne var i vinterpels, men var fotograferet i en grøn juliskov.
På sin blog remser Gunnar Glöesen flere ting op, som vakte hans undren. På bloggen finder man også link til flere af Hellesøs manipulerede billeder.
Tilsyneladende har de manipulerede billeder været meget unaturlige, i hvert fald siger Glöesen blandt andet til netavisen nwt.se at: "Det er mærkeligt, at der ikke er flere der har reageret på billederne tidligere".
Flere af indkopierede dyr er motiver, som fotografen har fundet på internettet, derefter har han spejlvendt dem og sat dem ind i sine egne naturbilleder.
Naturvårdsverket har besluttet, at Terje Hellesø indtil videre beholder titlen 'Årets Naturfotograf 2010'. Begrundelsen er blandt andet, at Naturvårdsverket har vurderet, at de billeder der lå til grund for tildelingen af prisen, var taget før 2011. Terje Hellesø stod først frem i sidste uge og indrømmede at have manipuleret med flere af sine billeder.
Naturvårdsverket vil nu se reglerne efter i sømmene efter episoden med Terje Hellesø.
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.



Debat