Nytter det noget og flytter det noget?
Overskriften er et citat fra en publikation Dansk Flygtningehjælp udsendte i starten af 1990erne. Guldkornene har været brugt flittigt i vores lille virksomhed hernede syd for Europa i årevis. Mest med et ironisk tonefald i forskellige situationer vi har stået overfor på det afrikanske kontinent.
Af 
”Og så starter cirkusset....
Al journalistisk etik røg overbord, da vi ræsede rundt i Dadaab efter chefen for FN’s flygtningehjælp, Antonio Guterres.
”Jeg havde seks børn, men tre døde undervejs”, fortæller en nyankommen via en Somalitolk.....
Journalisterne, der blev tilbage, prøvede at få lidt flere detaljer ud af kvinden. Hendes navn? Der var ikke tid til følsomhed. Inden for sekunder var vi væk. Guterres skulle holde en minipressekonference.
Det var smertefuldt at se på to TV-journalister råbe af en udmattet kvinde, der lige var kommet til lejren.
”Fortæl hende at se på mig, ikke på dig” gøede produceren til tolken. ”Få hende til at fortælle hvad armbåndet betyder for hende”. Den stakkels kvinde, som måske havde vandret gennem ørkenen med hendes børn i dagevis for at komme frem til lejren, havde helt klart ingen ide om, hvad papiret rundt om hendes vrist betød.”
Ovenstående er udddrag fra en blog på Alertnet.
Bloggeren fortsætter længere nede:
”Jeg vil besøge et hospital næste onsdag og se mængder af tynde børn . Kan du klare det for mig?” spørger en TV-producer i London en britisk hjælpearbejder der har arbejdet her i årevis.
Den historie der ikke bliver fortalt er, at der altid er tynde børn. Kun, at der er færre af dem. På hospitalet i Wajir (Kenya, red) blev der indlagt 32 børn i maj. Det højeste i år indtil nu. Alligevel viser en statistik på væggen at 40 børn var indlagt for underernæring i december 2008. Det er ikke mærkeligt at de lokale ser forvirrede ud når vi hele tiden spørger: ”Er det den værste tørke i tres år?”
”Sidste år var gennemsnittet 15. Men det kommer aldrig under 10” siger en ernæringsekspert”.
Skal den historie ikke også fortælles?”
Det er udgangordene på bloggen. Det er jo et ret indlysende spørgsmål. Og jo, den historie burde også være fortalt forlængst. Men den har ingen interesse. Den er ikke sexet. Sexet er et meget brugt ord i nødhælpsbranchen. Og den ny store sultkatastrofe må gå for at være en sexbombe. Lidt hen af Marilyn Monroe da hun var på toppen.
Medierne i den vestlige verden er i disse uger oversvømmet med katastrofehistorier og -billeder fra det nordlige Kenya og sågar fra Somalia. Tallene sværmer i luften som moskitoer i den varme tropenat. 800.000 flygtninge i Dadaab. 10 millioner, nej 11, nej 12 millioner står overfor hungersnød. Der bor i Somalia10 millioner mennesker. Den værste tørke i 60 år – som hurtigt kan blive til den værste sultkatastrofe i 60 år (hvis man ikke ved bedre – og det er en del redaktører der ikke ved). 1300, 1500 nye flygtninge om dagen. osv, osv. Tal som aldrig holder, de er altid opskruede. Hvem er det lige der har lavet folketælling i Somalia for nylig – og er det det gamle Somalia før 1992 og/eller inkluderer tallet 10 millioner Somaliland og Puntland? Mange års erfaring viser at flygtningelejre altid har mindre befolkning end NGO’erne fortæller os. Gerne 15-20%.
Men historien er nu så super sexet, at det er de samme fotografer og journalister der indenfor det sidste par år har dækket Haiti, Libyen, Tunis, Ægypten, Afghanistan, Kina, Japan, Pakistan der nu valfarter til Kenya og Somalia. Superligaen indenfor faget. Mennesker der kan alt og forstår alt, bare det går hurtigt. Og billederne er stærke nok til at vinde nyhedskategorien i WPP.
Nytter det noget - ja da. Nødhjælpen kommer nu, syv år for sent, og en masse mennesker, der ellers ville have stillet badesandalerne, vil overleve.
- og flytter det noget? Ja da....
Om ikke så længe, for sådan er det altid, når støvet har lagt sig og de sidste tynde børn i denne omgang er lagt i graven. Når der ikke er flere daglige gratis fly for mediefolket til tørkens epicenter, så ophører katastrofen. Ikke den daglige kamp for livet, den består. Men billederne tørrer ud, overskrifterne forsvinder. Så er Afrika igen flyttet 40 år tilbage i vores bevidsthed. Kontinentet der altid sulter og ikke kan klare sig selv. Så det flytter noget.
Her er et lille udpluk fra Jyllandspostens debatsider. 80-90% af læsernes indlæg peger i denne retning:
“Hvis Afrika har lyst til at parre sig som kaniner for derefter at sulte og bekrige hinanden på bekostning af millioner af menneskeliv, synes jeg også, at det skal de have lov til.”
“Let them eat cake”
“Den nuværende form for nødhjælp sikrer bare at flere overlever til en elendig fremtid i fattigdom og sult.”
“Det er befriende at se, at så mange vender sig mod den på sigt nytteløse nødhjælp.”
“Det eneste der skal sendes til Afrika er langtidsvirkende fødselsbegrænsende midler, som skal tvangsanvendes.”
“Iøvrigt kunne de somaliske pirater jo bruge nogle af deres mange mio dollars til at betale for fødevarer. Det er jo ikke penge de mangler, efter alle de løskøbte gisler.”
osv, osv....
Det kunne også have været fra Ekstrabladet, BT, Berlingske. Dog ikke Information. Læserne i “Den mindst ringe” kommenterer slet ikke på sulten.
Når de er rejst om lidt, Superligaen, så sidder vi lokale igen med ”problemet” Afrika. Som bare er et større problem end for en måned siden. For når katastrofen er slut i medierne i denne omgang er der opstået metaltræthed i redaktørernes ører og øjne. ”Vi har dækket Afrika nok i år og sikkert også for næste år. Folk gider ikke høre om det mere.”
Og hvordan får vi så de danske medier til at trykke, vise, sende de positive eller opbyggende eller de ”nede under huden” historier fra Afrika? De historier der modarbejder stereotypen og piller ved de fastlåste meninger om det smukke kontinent. Det kommer ikke til at ske et pænt stykke tid.
Jeg ved hvad jeg snakker om – been there......
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.
Debat