Login · Glemt adgangskode?

Ret profil

Opret ny bruger · Sitemap

Fra fronten

Hvad får os til at kaste os ud i krig? Er det ego? Eller fordi vi vil redde verden? Er det omkostningerne værd?

Af

Jeg har været på tur – i Libyen. Ikke for at fotografere krig, det stoppede jeg med i 1998, men for at finde ud af, hvor Libyen vil hen, når Gadaffi er væk.

Nu jeg var så tæt på byen, hvor to af vores kolleger mistede livet i sidste måned, fik det mig til at tænke endnu mere over, hvad der egentlig får os til at kaste os ud i andres krige.

Desværre har deres voldsomme død ikke fået ret mange til at stoppe op og tænke sig om en ekstra gang, inden de skrev nekrologer og kommentarer. Tvært imod.

Lens skrev følgende om Guy Martin, manden der blev såret i angrebet, der kostede Tim Hetherington og Cris Hondros livet.

“Guy Martin was propelled from his cohort of Promising Young Photojournalists into the honorable — if unsought — company of those who have been injured or killed in the line of duty”.

Det er sgu da noget vrøvl og i mine øjne med til at lokke unge freelancere ud på steder, de ikke hører hjemme. Der er intet ærefuldt i at fotografere andres lidelser og slet ikke når det koster ens liv eller ens førlighed.

Så her er en historie fra det virkelige liv som kan mande til besindighed.

“Er du sikker på det her”, spurgte BBCs Mark Doyle, da han sad i en helikopter på vej til at lette mod Freetown i Sierra Leone den 7. januar 1999. Spørgsmålet var stilet til Ian Stewart, APs bureau chief i Vestafrika. Ian Stewart nikkede ivrigt. “You´re crazy, you know” sagde Doyle og steg ud af helikopteren. Tre dage senere pløjede en kugle sig gennem hjernen på Ian Stewart.

I 2003 mødte journalist Helle Maj og jeg Ian Stewart, amerikansk journalist og krigsinvalid. Hans fortælling bør være inspiration for folk, der mener de vil kaste sig ud i den heroiserede og mytologiske affart af fotografi, der handler om krig. Ian Stewart blev syg af krig lang tid før, han blev skudt i en.

“Det begyndte med min veninde. Jeg havde pludselig et meget iltert temperament, var bare så irritabel. Trafikpropper kunne jeg slet ikke have. Og jeg begyndte at tage større og større risici. Når du har været i en krigszone og været tæt på at dø, så bliver alt andet meget kedeligt. Den eneste måde, du kan få den spænding tilbage, er ved at tage en større risiko. Det er en ond cirkel. Jo mere du oplever, jo mere keder du dig bagefter og du må ud igen. Indtil en kugle til sidst stopper dig.”

“Det var os tre fyre, David, Myles og mig. Jeg tror, vi alle tre følte frygten, men ingen af os ville indrømme, at vi var bange. Jeg tror, at det har at gøre med mænds ego.Jeg var en kujon. Jeg var mere nervøs over at indrømme, at jeg var bange end at møde kugleregnen i en krigszone. Bizart, men sandt”.

“Jeg synes, det er farligt med unge mennesker i krig. Hvis jeg var arbejdsgiver og skulle ansætte folk, så ville jeg undgå de unge. Risikoen for at de bliver såret er meget større end med en dreven veteran, som ved, hvad der sker. Han kommer måske ikke tilbage med så fantastiske billeder, men jeg synes ikke, at der er billeder, der er værd at blive såret for. Der er ingen historier, der er værd at dø for”.

“Du har en masse unge folk, som bare synes det er glamurøst at gå i krig. Jeg kan huske i Cambodia, der var en turist, som en dag tog sit kamera op og sagde: “Jeg vil være krigsfotograf”. Jeg så ham ved fronten og han lavede nogle gode billeder, som han solgte til japanske medier. Men to dage efter, jeg havde mødt ham, blev han dræbt. Han skulle lige have et lidt bedre billede og trådte på en landmine”.

Ian Stewart blev ramt i hovedet af en enkelt kugle. Hans kollega Myles Tierney blev dræbt på stedet, da deres bil blev mål for en ung mands AK47.

Da vi mødte Ian Stewart var hans tale sløret, hans gang vaklende og AP havde fyret ham så snart de kunne komme afsted med det. Men hans ord er evigt aktuelle.

Jeg synes, at det er på tide vi afmytologiserer den del af faget som foregår ved forskellige fronter. Lad os få flere berretninger om de omkostninger vi betaler for at være “helte”.

Jeg kender adskillige kolleger i Danmark som ville gøre de unge fotografer en tjeneste ved at fortælle om den virkelighed, der altid melder sig på et tidspunkt i karrieren. Jeg har igennem årene ikke lagt skjul på den pris, jeg har betalt. Kan vi få lidt flere på banen? Så de, der vælger at kaste sig i krig, har hele billedet – og ikke bare dem, de har set på tryk.

Ian Stewart skrev med sine klodsede bogstaver en dedikation i hans bog “Ambushed” til Helle og mig:

“Med ønsket om at krigsreportere snart er at finde i arbejdsløshedskøen”.