Ekstra-Bladet trækker i land
Avisen vil nu kun betale 1.00o kr. for et læserfoto af højgravide kronprinsesse på vej til Rigshospitalet.
"Vi var lidt for large i udmeldingen, så jeg har fået det fjernet til morgen. Vi betaler altid for tip og gode billeder, men prisen er 1.000 kroner. Så vi formulerede os lidt klodset i går. Med mindre man selvfølgelig har fem gode billeder", siger chefredaktør Poul Madsen til politiken.dk.
Bladets læsere har reageret kraftigt på avisens tilbud på 5.000 kr. for læserfotos af den gravide Mary. "Lad paparazzi-kulturen blive i udlandet", lyder et af udbrudene på Ekstra Bladets Nationen.
Men chefredaktøren afviser, at hans beslutning har noget med læserreaktionerne at gøre.
"Vi lytter selvfølgelig til folk, men vi følger samtidig i fodsporet på en lang Ekstra Bladet-tradition med dusører for tip og billeder, og det kan jeg ikke se noget galt i", siger Poul Madsen.
Han er iøvrigt ikke intereseret i 'ulovlige paparazzi-billeder', selvom det ikke direkte fremgik af artiklen.
"Vi vil ikke have noget, folk har taget ulovligt, men hvis Krone-1 bilen med en fødeklar Mary kører over en parkeringsplads, så må man jo godt tage et billede, og det vil vi så gerne betale for at få", siger han til politiken.dk.
Pressefotografforbundet.dk omtalte sagen igår.
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.


Debat