Giv pressen med de rødglødende stave
Der blev ikke lagt fingrene imellem, da politiets indsatsleder briefede sine politifolk forud for demonstrationerne ved COP15.
En lydoptagelse, som DR Pirat TV er kommet i besiddelse af, afslører, at indsatslederen opfordrer betjentene til at slå løs på den del af pressen, der befinder sig mellem demonstranterne.
"Så er det op i gear, og så skal der satan rendeme kæmpes igennem, du. Jeg ved der står fyldt med presse foran, men de er i en risikozone - det må de selv ta. Så I hugger bare til dem, de er en del af det, hvis de står der.", lyder det ifølge ekstrabladet.dk.
Politiet har bekræftet ægtheden af optagelsen.
Politidirektør Johan Reimann fortæller til TV2 News, at pressefolk, der blander sig med demonstranterne må finde sig i at blive slået med politiets knipler, hvis politiet finder det nødvendigt at trække kniplerne.
"Men når pressen legitimerer med pressekort eller lignende, så respekterer vi naturligvis det", siger han.
Johan Reimann erkender, at sprogbruget på lydoptagelsen kan virke bombastisk, men vil ikke kritisere det.
Indsatslederen taler på lydoptagelsen om 'rødglødende stave' og at pressefolk skal have 'samme tur' som demonstranterne.
Dansk Journalistforbunds formand, Mogens Blicher Bjerregaard, er ifølge Politiken rystet over udtalelserne:
"Det jo total mangel på respekt fra politiets side og meget problematisk i samarbejdet mellem politi og presse", siger han.
En udskrift af lydoptagelsen kan læses på politiken.dk.
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.


Debat