Login · Glemt adgangskode?

Ret profil

Opret ny bruger · Sitemap

Færre gode serier

Jean-François Leroy, idemanden bag og direktøren for Visa pour l’Image, siger, at han modtager markant færre gode serier end for få år siden. Dengang fik han måske 3000 forslag, udvalgte 50 til henholdsvis udstilling og screening og måtte sige nej til 350 serier, der alle levede op til kravene.

Af

”I år fik jeg mere end 4000 cd’er, fandt de 50 serier, jeg skulle bruge, men så var der heller ikke flere gode,” erklærer Jean-François Leroy over for de 20 fotografer, der er med på dette års Update-kursus på Visa pour l’Image.

Han harcelerer over, at den vigtige fotojournalistik har det svært. Magasinerne sender gerne 50 fotografer af sted til ligegyldige, underholdende begivenheder, men ingen til de virkelig vigtige begivenheder.

”For første gang siden 2003 har jeg ikke modtaget en eneste serie fra Irak, kun singleshots fra lokale fotografer. Ingen interesserer sig for Irak mere,” siger Leroy og fortæller om glemte sultkatastrofer i for eksempel Niger – skildret af Marco Di Laura, Getty Images, for Unicef. Serien blev vist til screeningen lørdag aften.

Det er nødvendigt, at fotojournalistikken finder nye veje, hvis den skal overleve, lyder det fra direktøren, der påpeger, at Visa pour l’Image faktisk ikke kun er et sted, der viser gedigen fotojournalistik, men også selv er blevet en producent af det.

”Der bliver uddelt priser til en samlet værdi af omkring 160.000 euro på Visa pour l’Image, og de penge går til nye projekter,” siger Jean-François Leroy og tilføjer:

”På den måde er Visa pour l’Image blevet producent, serierne bliver bare ikke trykt i magasinerne.”

Ifølge Jean-François Leroy holder Visa pour l’Image fast i den rene fotojournalistik, mens World Press ikke er så klar i sin linje. Det skyldes til dels, at flere dommere skal blive enige, mens det ved Visa pour l’Image er Leroy selv, der enerådigt afgør, hvad der egner sig.

Fascist kalder han sig selv, mens han smiler selvironisk og samtidigt hamrer en hånd i bordet for at understrege sin pointe.

”Når der er en jury, så er der nogen, der synes bedst om billede A, andre bedst om billede B, og så bliver de enige om C. Her lægger vi linjen. Vi kan for eksempel ikke lide portrætter, mens World Press har mange,” siger direktøren og bruger dette års vinderbillede som eksempel. Det viser en kvinde på et tag i Teheran.

”Vi tror på fotografen, men billedet kunne lige så godt være taget i Beirut. Der er intet, der signalerer Teheran,” siger Leroy og siger med tryk på hver stavelse:

”World Press Photo sender et meget dårligt signal med dette års vinderbillede.”