Alting har en ende

I dag summer Perpignan af liv, overalt hvor man går hen møder man mennesker der med målrettede skridt er på vej til eller fra en udstilling. I morgen er den professionelle uge over, og selvom udstillingerne vil blive hængende længe endnu, er magien ligesom forsvundet. Dem der ikke allerede er taget hjem vil gå rundt i en stille by, med tømmermænd og trætte fødder.

Af

Fotograf Michael Nichols projekt om de forsvindende red wood skove i Californien vises som et 18 meter højt billede. Træet menes at være ca.1500 år gammelt.

Rammet ind på væggen, eller projekteret op på store lærreder ser vi billeder fra alle verdenshjørner. Og hvor er hjørnerne dog langt fra hinanden. Selvom vi i dag kan gå på internettet og chatte med en ven i den anden enden af verden, betyder det ikke at vi kender eller forstår den virkelighed vedkommende sidder i.

Jeg bliver gang på gang overrasket over hvor mange parallel verdener der er i denne ene. Mit egen liv står helt stille og velnæret ved siden af mange af dem jeg møder på billederne. Vores pulserende klode er vild. Igennem de sidste fire dage har jeg været vidne til katastrofer der skubber folk ud af kurs, religioner der dikterer skæbner og levevilkår jeg slet ikke vil vide eksisterer. Og alle steder lever der mennesker som mig selv.

Men Perpignan er et smukt og varmt sted. Et sted hvor håbefulde fotografer med mapperne under armen går i sulet på redaktører der allerede har overskredet budgetterne, og det er stedet hvor foredragssalen fyldes og tømmes, notesbøger bliver tilskrevet og hvor den kolde øl vender nat til dag.

Det er en festival i ordets smukkeste betydning. Og uanset hvordan ens hverdag som fotograf er, så får man hernede beviset på at billeder siger mere end tusind ord.