Den danske fotograf Carsten Snejbjerg i ord

I aften lidt før midnat modtager den danske fotograf Carsten Snejbjerg CAREs Grand Prix, en af de største priser på årets Visa Pour L´Image i Perpignan. Som optakt til prisoverrækkelsen var danskeren her til formiddag sat i stævne i festivalens store foredragssal.

Af

”Jeg brugte timer sammen med de illegale immigranter, sov med dem under togvognene og blev arresteret for det. Jeg viste dem at deres historie betød noget for mig” fortæller fotograf Carsten Snejbjerg.

Trykt i dagens program stod der ”præsentation af CAREs humanitære pris: Carsten Snejbjerg” men i realiteten blev den et time langt fremstød for organisationen CARE, hvor der desværre blev alt for lidt tid til sagens kerne; Carsten Snejbjergs billeder af humanitære flygtninge i den franske grænseby Calais.

I panelet deltog Carsten Snejbjerg og de to finalister fotograferne Frédéric Sautereau og Riccardo Venturi, samt CAREs franske general sekretær Phillippe og en af dommerne Caty Forget.
En af CAREs motivationer for at have den humanitære pris er at de som ikke statslig organisation (NGO) har brug for opmærksomhed for at kunne rejse penge til deres projekter. Og ude i de kriseramte områder er nogle af de første på stedet fotojournalister, der kan give deres øjenvidne beretninger videre til omverden.

I en tid hvor mange medier skærer ned på budgetterne og ofte må takke nej til store reportager fra udlandet har NGO´erne fået en ny rolle. Ikke kun igennem økonomisk støtte, men også igennem praktisk hjælp ude i marken, er de blevet vigtige for fotojournalisterne.

Men der er selvsagt et partnerskab med et modsætningsforhold. NGO´erne har interesse i at få vist deres arbejde til omverden og fotojournalister i at have frihed til selv at vælge hvad de vil fotografere. Men de tre fotografer i panelet mener at hvis rammerne er sat hjemmefra kan samarbejdet blive frugtbart for begge parter.

De tre projekter der bliver hædret i år er ikke skildringer af CARE projekter, men alle nogle der skaber en opmærksomhed på humanitære problemer i verden.

Prisen i år gik til Carsten Snejbjerg for at ville skildre en problematik der i de næste mange år kun vil blive værre, og til de to finalister for begge grundigt, og over flere gange at have været i Haiti efter jordskælvet.

I udvælgelsen af de 180 indsendte projekter havde dommerne lagt vægt på forskellige elementer: Tematik, er det en problematik der er vigtig? Risikoen fotografen har taget ved at lave projektet. Er der noget på spil for de mennesker der skildres og kan der ved at vise projektet ændres på omverdens opfattelse af netop denne problematik?

I år havde de i deres endelige udvælgelse lagt meget vægt på at alle tre fotografer var i gang med længerevarende projekter. Carsten Snejbjerg blev stærkt opfordret til at bruge de 8000 euro til at arbejde videre med problemet ved Europas grænser. Som Caty Forget forklarer: ”Carsten Snejbjerg viser en hjerteskærende skildring af de illegale immigranters hverdag. I billederne ser vi fattigdom, og mennesker der er stærkt afhængige af omverdens hjælp”.

Og CAREs general sekretær supplerer: ”Hvert billede er en selvstændig historie, de er voldsomme og meget stærke set i sammenhæng. Jeg kan sagtens relatere til immigranternes drøm om det forjættede Europa og de vil blive ved at forsøge at krydse grænserne”.

Men det er en hård virkelighed der møder dem i grænsebyen Calais. Carsten Snejbjerg fortæller
”Jeg så mennesker der sked i skoven, og badede i nedkølningsvandet fra en fabrik. Jeg så mennesker leve dybt uværdigt, men insisterede på at skildre dem værdigt. Med denne her pris vil jeg arbejde videre og forsøge at skabe opmærksomhed på problemet og give disse mange mennesker en stemme”.

Ordene fik vi altså i dag, men billederne der kørte i baggrunden fik ikke meget opmærksomhed.