PF-føl på Politiken

Som sekretær og koordinator for PF i Dansk Journalistforbund har Birgitte Vogelius i to dage fulgt det virkelige PF-liv. Her fortæller hun om sine oplevelser.

Af

Et knus og et let kys på kinden, sådan starter dagen, og jeg er budt velkommen. Stemningen er lagt, og en positiv glad følelse ruller igennem mig.

Jeg har haft fornøjelse af at være føl på Politikens fotoredaktion.

"Vi hilser altid lige på hinanden, når vi møder", fortæller Thomas Borberg, der styrer den gode biks.
Er med til redaktionsmødet kl. 9, hvor gårdagens avis evalueres og dagens emner gennemgås. Thomas kommer løbende med gode forslag og ideer til billedsiden.

Herefter viser han mig rundt, og jeg hilser på fotograferne, der er mødt ind på vagt. På den lange skranke ligger de opgaver, der allerede venter forude. De fordeles blandt fotograferne, flere er netop hjemvendt fra Roskilde Festivalen, lidt brugte, forkølede, og nogle med lettere maveonde, men med brede smil og en positiv energi. De fortæller begejstret om 5 arbejdsomme musikfyldte fotodage.

Den fotojournaliststuderende Lærke Posselt gennemgår sine billeder derfra, og Thomas Borberg sætter sig og fordyber sig med hende. Han giver hende efterkritik. "Hvorfor fungerer dette billede"? "Hvorfor fungerer dette ikke"? Hvorfor er dette billede fedt"? Hvorfor er dette billede blot et i mængden"? De forsvinder ind i de dybere lag i fotoverdenen. Jeg sidder opslugt ved siden af og lytter interesseret og suger til mig.

Vi henter frokost i kantinen og sætter os i solen på terrassen. Det er varmt og luften står næsten stille. Ditte Valente og Lærke Posselt fortæller mig hver deres historie om, hvorfor de er PF'ere. De er tydeligt, at de er begejstrede og brænder for faget.

Jeg tager med Lærke Posselt ud på opgave. Vi traver gennem byen og mødes med den unge medicinstuderende og politiker, hun skal portrættere. Med en venlig imødekommendehed får hun hende til at lægge sig på de medbragte valgplakater, alt i mens hun selv kravler rundt på en høj trappe til en skurvogn, der praktisk står lige ved siden af. I læ af Nikolaj kirkes høje tårn ligger de mange valgplakater nogenlunde i ro for vinden, der ellers gerne vipper rundt på dem.

Hun nikker diskret anerkendende efter at have kigget på skærmen, der er gode billeder i kassen. Vi vender tilbage til "hulen", hvor fotograferne har deres værksted og Lærke kigger billederne igennem, vælger ud og redigerer. Hun er sød og forklarer mig gennem hele forløbet. Herefter smækkes 2 billeder afsted til billeddatabasen.

Jacob Ehrbahn sidder og pusler med sine billeder i Photoshop. Et billede skal bruges til en artikel, der handler om alle de ansøgninger virksomhederne får, når de ledige skal søge min. 2 job pr. uge.

En kvindelig HR-konsulent sidder ved sit skrivebord og gennemgår bunken af ansøgninger - jeg bemærker, at hun er iført korte shorts og har flotte velformede lange ben. Jeg griner lidt og spørger, om de ikke tager for meget fokus? Vi får en fin lille diskussion ud af det.

Jens Dresling støder til og fortæller mig om Politikens Web-hjul. Han fortæller så engageret og interessant, at man bliver helt opslugt. Hans rolige facon og gemytlige væsen er skøn.

Fotoredaktørerne tager mig også kærligt under deres vinger og viser og fortæller med stor gejst.
Efter to dage på avisen forlader jeg sidst på eftermiddagen Politken gennem svingdøren og går derfra med en dejlig fornemmelse. En dejlig fornemmelse over at have oplevet, entusiasmen i faget, det høje faglige niveau og en dejlig fornemmelse over at have oplevet, hvor godt alle behandler hinanden, og at have mærket, at der ledes med begejstringsledelse, der i den grad smitter af.

Tak for to spændende, lærerige dage til Thomas Borberg, billedredaktørene Hanne og Phillip , Ditte Valente, Lærke Posselt, Jacob Ehrbahn, Martin Lehmann og ikke mindst Jens Dresling.

ps. HR-damen med "de gode stænger" blev bragt :-)

Bedste hilsner
Birgitte Vogelius
Dansk Journalistforbund