Login · Glemt adgangskode?

Ret profil

Opret ny bruger · Sitemap

Er fotojournalistikken i respirator?

Debatmødet på Grundtvig Højskole i Hillerød om fotojournalistikkens aktuelle tilstand var velbesøgt.

Af

Det er tirsdag aften, og foråret viser sin kolde skulder. Foredragssalen på Grundtvig Højskole i Hillerød er fyldt til sidste stol.

Tre mænd har fået til opgave at debattere fotojournalistikkens aktuelle tilstand ud fra det provokerende spørgsmål: Hvorfor er fotojournalistikken i respirator?

Per Folkver rejser sig. Som panelets alderspræsident har han besluttet, at han åbner aftenens debat. Ved siden af ham sidder Jan Grarup og Lars Bech.

Vigtige ord

En tom, blå ramme flimrer bag ved Folkver. Projektoren, som er sat op til dagens anledning, kommer ikke i brug.

”Ord er vigtigere end billeder. Vores fotografier bliver først noget værd, når vi begynder at tale om dem. Det er, hvad de sætter i gang, der er interessant.”

Og netop at få billederne derud, hvor de sætter noget i gang, bliver aftenens omdrejningspunkt.

Mellem tilskuerne er der fastansatte, freelancere, praktikanter, studerende, dem der gerne vil være studerende og højskolens egne elever.

Reel krise

Og de lytter til et noget dystert billede af fotojournalistikkens fremtid: For der ER krise, slår Jan Grarup fast. Væk er opgaverne på 3-4 uger, som han tidligere har løst for internationale kunder. Der er ikke penge til dem.

De manglende midler er også det, Lars Bech hæfter sig ved. Uden penge kan de vigtige historier ikke fortælles.

Udsagnet provokerer flere i salen. Henrik Saxgren kritiserer panelet for at tale om produktionsforhold.

Fuck aviserne

“Jeg troede, vi skulle tale om fotografi”, brøler han, og Martin Lehmann følger op: “Vi skyder skylden på aviserne, men hvor er dem, der brænder for det? De historiefortællere der VIL, de skal nok komme til. Vores fag er per definition i respirator, for det har altid været svært at lave fotojournalistik”

Flere i salen sætter spørgsmålstegn ved avisens rolle i fremtiden. Martin Lehmann rækker en to meter lang arm i vejret, og udbryder energisk ”Fuck nu aviserne, fotografi er en levende størrelse, som vil blive ved med at udvikle sig. Lad nu være med at putte fotografiet op på en piedestal, hvor ingen af os kan nå det.”

Bryd reglerne

Heldigvis er der også anvisninger med fra paneldeltagerne: Per Folkver opfordrer alle til hver dag at bryde en regel, ”for hvad du gør i dag sætter udgangspunktet for i morgen, og det du gør i morgen for i overmorgen”

Jan Grarup fortæller om Noor, der nu vender bøtten og har omdannet sig til en fond, der kan give sine egne fotografer penge til projekter. På den måde vil Noor sikre, at de vigtige historier bliver fortalt.

Og hvad er så vigtige historier?

Soldater i silhuet

Henrik Saxgren er igen på banen.

”Hvorfor er der ikke nogle af alle de dygtige fotografer, der har været i Irak og Afghanistan, der sætter spørgsmålstegn ved krigene. Hvordan er det eneste vi ser smukt komponerede silhuetter af danske soldater med maskingeværer? Hvorfor er det et billede fra en mobiltelefon, der åbner øjnene op for tilstanden i Abu Ghraib fængslet?”

Flere fotografer i salen forsvarer sig med den danske hærs strenge regler.

Og Jan Grarup fortæller, hvordan han lige har siddet med den tilsvarende amerikanske instans.

”Jeg skal på reportage for Le Monde og skulle læse og underskrive 15 siders dokumenter for at kunne følge den amerikanske hær. Men til forskel for den danske hær tillader de fotografering af kamphandlinger og sårede”

Per Folkver fortæller, at han i alle sine år som fotochef altid har stillet sine fotografers liv højest. ”Jeg vil gerne have historierne hjem, men jeg vil ikke modtage dem i en zinkkiste”

På invitationen har højskolen lovet kaffe og kage, og med stort besvær lykkes det at stoppe talerækken med lovning på at tage fat, hvor vi er stoppet efter pausen.

Og diskussionen fortsætter mellem cigaretter og drømmekage.

Ungdommen

En kvinde fra første semester på Journalisthøjskolen spørger til målgruppe, hvem er det, der skal se vores billeder, og hvordan når vi dem, hvis det ikke er gennem aviserne?

Og så er vi tilbage hvor vi begyndte, nemlig ved spørgsmålet om, hvor fotografiets eksistens ligger. Dér støtter vi os lige nu op af ordet… og så ungdommen.

For som Henrik Saxgren siger: ”Ungdom gør, at man kan sove på et lergulv i flere uger, og ungdom giver ikke op, og det er vist det eneste, vi kan bero vores eksistens på nu.”