Fotograf diskvalificeret i World Press Photo
Arrangørerne af World Press Photo har i samråd med dommerkomiteen diskvalificeret en serie, der ellers havde vundet en 3. plads. Fotografen havde fjernet et element fra et af billederne i strid med reglerne.
Den ukrainske fotograf, Stephen Rudik, nåede kun at glæde sig tre uger over sin 3. plads Sports Features i World Press Photo. Dommerne havde nemlig efter et tip indkaldt fotografens rå-filer og de afslørede, at han i strid med reglerne havde fjernet noget fra et af billederne.
"Efter grundige overvejelser, så fandt vi det nødvendigt at diskvalificere fotografen fra konkurrencen. Princippet bag World Press Photo er at promovere høje standarder inden for fotojournalistik. Derfor, må vi opretholde vores organisations integritet, selvom resultatet er beklageligt", siger Michiel Munneke fra World Press Photo.
Stepan Rudik's serie er blevet fjernet fra World Press Photos hjemmeside og kommer heller ikke med i det trykte katalog. Men den kan stadig findes via Googles cache.
Petapixel.com har fået udleveret det originale foto af fotografen, som man selv kan bedømme om han gik over stregen.
Stepan Rudik skriver på siden, at han ikke vil diskutere juryens beslutning, men vil gerne have originalbilledet offentliggjort.
"Det er tydeligt, at jeg ikke har lavet nogen væsentlig ændring eller fjernet vigtig information fra billedet. Billedet, som jeg indsendte til konkurrencen, var et udsnit og den retoucherede detalje er foden på en mand, som optræder på det originale billede, men som ikke er en del af billedet indsendt til konkurrencen. Jeg mener, at denne forklaring er vigtig for mit rygte og gode navn som reportagefotograf", skriver han.
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.


Debat