Krise i fotojournalistikken
Søren Pagter fortsætter med at fortælle om sine erfaringer fra dommertjansen i Picture of The Year International.
Af 
Jeg står i St. Louis lufthavn på vej hjem efter en uge, hvor alverdens historier er blevet oprullet for mine øjne.
Foran mig står 10-15 drenge med militærsække, tatoveringer og seje solbriller. De er på vej i krig. En missionærdame spørger hvorhen. "We don't know, yet," er svaret. Det er ikke åbenbart ikke så vigtigt for missionærdamen: "I'm glad that you're going out to protect our country".
Ensformig billeddækning
Og så er det, at ugens billeder passerer for mit indre blik. Soldater i krig og sårede civile. Den slags billeder udgjorde en stor del af de serier, jeg så i ugens løb. Rigtigt mange fra Afghanistan. Faktisk, tror jeg, at over halvdelen af de indsendte serier i kategorien Photographer of the Year indeholdt billeder fra Afghanistan.
Skræmmende. Måske siger det mest om vores mediebillede. Hvor er det, fotograferne bliver sendt hen? Hvad er det, medierne vælger at bruge penge på at dække?
Det diskuterede vi undervejs i POYi. Hvorfor er valget af historier så ensformig? Ensformigheden var der også, når de gjaldt de billeder, vi så fra Afghanistan. Det var mest soldater, der skød. Heroiske soldater. Der var meget få historier, der handlede om de civile afghanere eller om soldaterne som mennesker i en svær situation. Overordnet set et noget stereotypt historievalg.
Er historievalget en del af krisen?
Vi diskuterede om det egentlig var en del af (foto)journalistikens krise: At medierne ønsker og bruger penge de samme historier. Hvor mange fotografer tog til Haiti eller tager konstant til Afghanistan for at fortælle stort set den samme historie? Ville det være bedre at bruge pengene på et bredere og mere varieret historievalg? Uden tvivl, men nogen løsning på, hvordan det kunne ændres, havde vi ikke.
Et lyspunkt i den sammenhæng var kategorien Photo Column. En mindre kategori, hvor fotografer fra såvel trykte som online medier kunne sende historier med tilhørerende tekst ind. Ofte var det historie med kun et foto og en tilhørerende kort artikel.
Pludselig så vi en lokal fotograf lave fortællinger om minoritetgrupper fra sit lokalområde, for eksempel ældre homoseksuelle. Fortalt med en viden og en stille intimitet, som kunne forbedre et hvert lokalt medie verden over. Måske ligger her en vej ud af krisen? Når fotografer og medier tager deres læsere alvorligt – også lokalt.
De nye medier
Den jury, jeg var en del af, skulle ikke bedømme online medier, så vi så ikke, om der her var nye fortællemåder, som konfronterede krisen i fotojournalistikken. Alligevel blev det en del af vores diskussioner.
En formiddag var vi nemlig til dokumentarfilm-festival, hvor der blev vist nogle eksempler på fotojournalistik, video og lyd. Det var skuffende. Hvis det er ambitionsniveauet for fotojournalister, der arbejder online, så løser det ikke krisen.
Levende billeder er et sprog, som skal tages alvorligt, og det er ikke nok, at lave et videointerview, hvor billedet endda er dårligt. Ligesom lyden bør være en central og vel redigeret del af en sådan fortælling. Vi talte faktisk om, at det i nogle tilfælde virkede stærkere, hvis lyd og stillbilleder var adskilt, så læseren lyttede til god lyd, mens han eller hun selv kunne bestemme sig for at klikke på en serie af stillbilleder – eller måske endda blev hængende ved et enkelt godt billede, mens man lyttede.
En anden diskussion gik på længen af online fortællinger. Der skal en del til at fastholde læseren, og selvom online mediet rummer en uendelig mængde plads, betyder det ikke, at man absolut skal forsøge fylde den ud. Less is more - også her.
Læs også:
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.
Debat