Intenst opløb om World Understanding Award
Sidste år gik den fornemme pris ved POYi til den danske fotograf Jakob Carlsen. I år var der atter en dansker med i opløbet og der var spænding lige til det sidste.
Bedømmelsen af World Understanding Award startede ellers lettere kaotisk. Først gennemgik dommerne 41 indsendte bidrag og valgte 10 ud til anden runde. En gennemgang af de udstemte fik ét bidrag tilbage i bunken, så der var ialt 11 bidrag til anden runde.
Men så fandt arrangørerne pludselig 7 nye bidrag, som ikke var blevet gennemset, hvilket bragte det totale antal bidrag op på 48. En gennemgang af de 7 bidrag føjede endnu ét til bunken i anden runde.
Vibe
Voteringen blev fulgt tæt af en stor gruppe danske fotografer, heriblandt Thomas Lekfeldt, der overværende voteringen med særlig interesse: Hans serie om 7-årige Vibe var nemlig blandt de 12 bidrag, der kom videre til anden runde.
Han betragtede selv Eugene Richards serie 'War i Personal', der også nåede videre til anden runde, som sin største konkurrent.
Men også en serie om forurening i Kina af en kinesisk fotograf, Lu Guang, gjorde stort indtryk på de danske tilskuere, der ellers mest heppede på Thomas Lekfeldt.
Fire tilbage
Afstemningen i anden runde skar de 12 serier ned til fire: Thomas Lekfeldt var stadig med, ligeledes var den kinesiske fotograf, mens Eugene Richards til manges overraskelse røg ud.
Efter en kort pause gik voteringen i gang igen. Dommerne gik de fire tilbageblevne serier igennem og kommenterede dem. Især to af de udenlandske dommere var meget imponerede af Vibe-serien.
Den kinesiske serie om forurening fik derimod meget hårde ord med på vejen af en anden dommer, Pablo Corral Vega, der fandt den alt for photoshoppet.
"Jeg ved ikke, om jeg kan tro på disse billeder", sagde han og fremhævede bl.a. et billede med røg, der i hans øjne så helt surrealistisk ud.
Taler til hjertet
Dommerne nåede efter en kort diskussion frem til to historier: En historie om malaria og Thomas Lekfeldts historie om Vibe.
"Jeg græd, da jeg hørte historien om Vibe og så billederne", sagde en af de kvindelige dommere.
Også Søren Pagter var blevet berørt, da han så billederne, selvom han kendte historien i forvejen.
Han sammenfattede forskellen på de to historier således: "Historien om den kræftsyge pige berører os på det følelsesmæssige plan, mens serien om malaria berører os på det intellektuelle plan".
Ved malaria-historien skulle dommerne konstant have læst billedteksterne op, mens Vibe-historien fungerede uden at høre en eneste billedtekst. Først til allersidst bad dommerne om et par billedtekster, hvor de f.eks. fandt ud af, at Vibe havde en tvillingsøster.
En endelig afstemning afgjorde sagen: Thomas Lekfeldt blev således den anden dansker i træk, der vandt World Understanding Award i Picture of The Year International.
Prisen består af 1000 $ og et krystaltrofæ.
Skriv en kommentar til denne artikel
For at kommentere artikler skal du være registreret bruger på sitet og være logget ind.



Debat
Ingen debatindlæg fundet!