Login · Glemt adgangskode?

Ret profil

Opret ny bruger · Sitemap

Verdens bedste fag

Det er søndag eftermiddag og lyset udenfor er hvidt. Bilerne på Godthåbsvej trækker lyd forbi mine vinduer. Jeg er så træt. For mig kunne tiden stå helt stille i hjørnet, indtil i morgen tidlig. Det snurrer lidt i min højre storetå og stemmen er hæs, når jeg tager telefonen. Det er helt igennem en søndag eftermiddag. Men der er noget ved mig. Jeg går rundt og smiler fjollet, sådan hen for mig selv. Enhver der ser det vil tro, jeg er forelsket. Men det der lyser ud af mig er stolthed.

Af

I de sidste par uger har vi i bestyrelsen løbet hurtigt, skrevet mails, og om og om igen sikret os, at alt nu var som det skulle være.

Da jeg onsdag eftermiddag sad i kø ud af København, med hvinende vinduesviskere og bilen fyldt af Marco og Lola Vernaschi og deres enorme kuffert, prøvede jeg at forklare dem hvad PF konferencen er.

”Jo, altså det er et sted, hvor vi skal se billeder. Men det er også et sted, hvor vi skal snakke billeder, og det er et sted, hvor vi skal se gode kolleger” og Marco forsøger at forstå;

”Men er det et sted, hvor I sælger historier til redaktører? Sådan en slags messe?”

”Nej, det er mere en mini festival, et sted hvor vi skal inspireres”.

Og regnen lød lidt stærkere på bilens tag.

Torsdag morgen klokken lidt i ti stod der tolv mennesker foran salen. Årets generalforsamling så ud til at blive den mindste nogensinde.

Med svedige hænder så jeg frem mod to dage, hvor alt kunne gå galt og intet kunne tages for givet.

Men så kom folk, regnvåde og med motorvejs striber i øjnene. Og generalforsamlingen blev en forsamling.

Efter frokost mørklagde vi salen, og lod verden ind. Helt bogstaveligt talt. Foran os på den enorme skærm mødte vi klimaforandringer, anonyme soldater og heroin rygende kvinder.

Og godt nok har Nyborg Strand ikke en lille fransk markedsplads med stjernehimmel, men stemningen på aften-basaren osede af fotofestival. Rækker af billeder og multimedieproduktioner flimrede igennem de bærbare computere og hoveder bøjede sig frem over kollegers skuldre for at høre med. Øllet flød koldt imellem de to konkurrerende kameramærkers stande, hvor rækkerne af salgsargumenter stod stablet ved siden af de sidste nye nyheder. En svensker gik rundt og ledte efter Martin Lehman for at købe et eksemplar af hans bog ”Svale” der blev solgt fra en papkasse. Og frem af mylderet kom Peter Hove let svedende og med et kæmpe smil.

”Det er sådan noget, der gør danske fotografer specielle. Det er det her, vi kan. Vi kan tale sammen!”

Og selvom at det regnede udenfor viste stjernebaren strålende vejen igennem natten.

Morgenmadens pandekager blev flankeret af pølser og skyllet ned med kaffe. Og en time viste sig at være kort tid til de to ivrige Asienfarere, der havde hele verden på hjertet.

Fra den mindste kvinde hørte vi om den store nøgne kriger. Og den alsidige britte blev afløst af den entusiastiske amerikaner, der kunne bruge en tripod til alt.

Sent fredag eftermiddag afsluttede vi så med en unplugged svensker, der sendte os alle tilbage til verden med fornyede kræfter.